Svar til Kasper Bjering fra SF's landsledelse om regeringens udlændingeaftale

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Atter en gang udlægger Kasper Bjering fra SF’s Landsledelse teksten for partiets hastigt stigende antal af tvivlere. I sit blogindlæg hævder Bjering således:

”Men faktum er, at SF-toppen ikke havde andre muligheder end at følge trop. Havde man taget den offentlige konfrontation med S, var oppositionen blevet voldsomt destabiliseret og Løkke havde udskrevet et snarligt valg, som han, Pia og Anders havde vundet. Så alvorlig var situationen.”

I disse blot tre sætninger er komprimeret en lang række opsigtsvækkende påstande. Desværre giver Bjering ikke den mindste smule begrundelse for én eneste af disse mange påstande. Vi får derfor hverken at vide, hvorfor uenighed mellem S og SF på dette punkt havde medført, at oppositionen var ”blevet voldsomt destabiliseret”, hvorfra han ved, at ”Løkke havde udskrevet et snarligt valg” eller hvorfor den borgerlige blok per automatik havde vundet dette valg. Da Bjering ikke fremsætter nogen nærmere begrundelse for alt dette, er der tale om rene og skære postulater. Da det som bekendt bør betragtes som et altoverskyggende hensyn at bevare den gode tone mellem oppositionspartierne, vil jeg dog afstå fra at kalde Bjerings postulater for demagogi og skræmmekampagne.

I Bjerings blog-indlæg kan man desuden læse at:

”Oppositionens to tunge partier, S og SF, må og skal gå ind og ud af en kommende valgkamp på et fuldstændigt klart fælles udlændingepolitisk program. Ellers er endnu en VKO-sejr så sikker, som ammen i kirken.”

Der findes med andre ord ikke længere en selvstændig SF-udlændingepolitik. Den er efterhånden blevet pantsat hos Socialdemokraterne, der omvendt har pantsat sin udlændingepolitik hos Dansk Folkeparti. For hvis der opstår større uenigheder, bliver oppositionen ”voldsomt destabiliseret”, Løkke udskriver ”et snarligt valg”, hvorved ”endnu en VKO-sejr [er] så sikker, som ammen i kirken.” Alt sammen dog kun, hvis Kasper Bjerings ord står til troende (og her bør der være en tyk streg under ”troende”).

Beroligende skriver Bjering om den nuværende regerings udlændingepolitik, at det er et ”faktum”, at:

"... en kommende S-SF-regering ikke vil stramme disse regler yderligere. Tværtimod vil der med meget stor sandsynlighed blive lempet og blødt op på dem. Om det bliver meget eller lidt ved vi i skrivende stund ikke noget om. Forhåbentligt lytter socialdemokraterne til deres kloge borgmestre ude hos os på Vestegnen.”

Desværre fortæller han heller ikke, hvorfra han ved, at det er et ”faktum”, at såvel den socialdemokratiske som folkesocialistiske kvote af udlændingepolitiske stramninger fra dags dato er opbrugt. Desuden vil der i sagens natur altid være en løbende risiko for, at Dansk Folkeparti fremsætter forslag til nye stramninger, der efterfølgende får socialdemokratisk støtte og som SF derfor må acceptere for ikke at ”destabilisere oppositionen”. Ser man på mængden, hyppigheden og karakteren af Socialdemokraternes støtte til udlændingepolitiske stramninger de sidste 10-15 år, er der grund til at tvivle kraftigt på, at denne kvote nu skulle være endegyldigt opbrugt. På samme måde er den kendsgerning, at der ikke i de eksisterende S-SF-udspil er udsigt til yderligere stramninger, ikke ensbetydende med, at de to partier ikke i fremtiden vil kunne enes om nye diskriminerende tiltag. Igen må vi nøjes med blindt at stole på Bjerings løse postulater og fromme ønsker om, at der ”forhåbentligt” vil blive lyttet til ”kloge borgmestre” og strategisk tænkende elevrådsformænd i Ishøj og omegn.

Ud fra det ovenfor skrevne burde det fremgå med al ønskelig tydelighed, præcis hvor stor værdi, man bør tillægge Bjering-udsagn om at have ”et helt isbjerg i maven”, at ”historien vil hylde SF’s ledelse for at have handlet rigtigt”, tynget som denne ledelse var af ”virkelighedens tunge ansvar”.

Bjering fremhæver, at ”SF er et parti der søger politiske resultater”. Findes der noget politisk parti, der ikke ”søger resultater”? Når Bjering har svaret på det, kan han måske forklare den formentlig voksende skare af undrende Modkraft-læsere præcis hvilke resultater, SF har opnået gennem de sidste tre års heftige omklamring af Socialdemokraterne? Jo, SF har såmænd udsigt til regeringsdeltagelse. Men prisen har været en endeløse række af indrømmelser. Og hvad har SF fået som modydelse? Bortset fra netop udsigten til regeringsdeltagelsen, er dette vanskeligt, endog meget vanskeligt, at få øje på andre "resultater". Og jo, det er også korrekt, at S har accepteret den såkaldte ”millionærskat”. Men i betragtning af, at dette forslag betyder, at millionærerne slipper billigere end før VK’s skattelettelser, og at personer med indkomster mellem 600.000 og 1.000.000 kr. får lov at beholde deres skattelettelser, må det siges at være et noget magert udbytte til gengæld for efterhånden at have slugt den samlede bestand af politiske kameler.

Naturligvis er der plads til uenighed i oppositionen, også om væsentlige spørgsmål, som nu f.eks. udlændingepolitikken. Det modsatte ville være lig med politikkens ophør. Større interne uenigheder mellem S, SF og Ø medfører på ingen måde, at oppositionen automatisk bliver ”voldsomt destabiliseret”. Ellers kunne der lige så vel blot være ét stort oppositionsparti. Og dette ændrer selvfølgelig på ingen måde ved, at hovedskytset bør rettes mod den fælles fjende i form af VKO og Liberal Alliance. Men uden, at der fra venstre side er kritik af såvel S-SF-R som VKO og Liberal Alliance (og denne kritik bakkes op af massemobiliseringer fra neden), kan de to store oppositionspartier helt uhindret rykke til højre. Og i betragtning af den økonomiske krises dybde og de to partiers seneste udvikling, er der stor risiko for, at en S-SF-regering vil føre en politik, som ikke er kvalitativt forskellig fra det nuværende borgerlige flertals.

Offentliggjort 15. november 2010 på Modkraft.dk som svar på et blogindlæg, hvor Kasper Bjering Jensen fra SF's landsledelse forsvarer S-SF's "røde" pointsystem ved familiesammenføring.

Sol, sommer og stanken af racisme

 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Gør klar til at holde dig for næsen. For udover sommervarme har den sidste måned budt på et sandt amokløb i racistiske udmeldinger fra Christiansborg-politikerne. Her er et lille udvalg – hvis du ellers kan klare stanken.

Venstres integrationsordfører Karsten Lauritsen foreslog, at udlændinge de første seks måneder på arbejdsmarkedet skal nøjes med det halve af minimumslønnen, altså en løn på ned til 50 kr. i timen. At dette er en fuldstændig grotesk idé, fremgår af, at selv Dansk Folkeparti afviste den som diskrimination. Lauritsen ønskede desuden at indføre en “hollandsk model“, hvor familiesammenføring tildeles på baggrund af om ansøgeren kommer fra et land med risiko for tvangsægteskaber. Det viste sig dog, at denne “model“ ikke findes i Holland eller noget andet sted, bortset fra i Karsten Lauritsens egen diskriminerende fantasi.

De Konservatives integrationsordfører Naser Khader vakte opsigt, da en stening i Iran fik ham til at udtale, at “mange af verdens største idioter er muslimer“, og at han derfor overvejede at forlade islam. For Khader er det åbenbart lige så let at skifte religion som politisk parti, og sidstnævnte har han da også en vis erfaring med.

“Der skal ikke være nogen blødsødenhed“
Spørger man regeringspartierne, findes der dog næsten ikke racisme i Danmark. Da regeringens rapport til FN’s komité til udryddelse af racediskrimination blev kritiseret for at udelade en lang række sager, forklarede Karsten Lauritsen således, at racismen i Danmark er “meget, meget lav sammenlignet med andre lande“, mens Naser Khader mente, at FN i stedet skulle koncentrere sig om “racisme i Iran eller Saudi Arabien, hvor man hverken må medbringe Bibelen eller bygge kristne kirker“.

I juli måned skete der også det, at 23 rumænske romaer udvistes fra Danmark. Deres forbrydelse? De havde overnattet i en park og en nedlagt fabrik. Men “sigøjnere stjæler jo“, som en gammel fordom lyder, og derfor krævede Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen dem udvist, og “der skal ikke være nogen blødsødenhed“, erklærede justitsminister Lars Barfoed. For at pågribe disse farlige roma-campister mente politiet i øvrigt, at det var nødvendigt at sende en hjemmeværnshelikopter på vingerne. Heldigvis har romaerne efterfølgende anlagt sag mod den danske stat for diskrimination.

“Homoseksuelle har løse håndled og elsker tæsk“
Dansk Folkeparti har – blandt meget andet – krævet indførelsen af billeder på sygesikringsbeviset (for at ramme “illegale“ indvandrere), en undersøgelse af om muslimske buschauffører diskriminerer blinde med førerhunde, en undersøgelseskommission af udgifterne til udlændinge, et stop for al “ikke-vestlig“ indvandring og at erstatte den nuværende 24-årsregel med en 28-årsregel. Det sidstnævnte blev kritiseret som grænsende til det racistiske af Folketingets øvrige partier, men nøjagtig det samme kan naturligvis siges om disse partiers, inklusive De Radikale, Socialdemokraterne og SF, accept af 24-årsreglen.

Da en intern DF-mail ved en fejl slap ud i pressen, blev det endegyldigt dokumenteret, at DF ikke bare er et racistisk, men også et homofobisk parti. Her kalder partiets pressemedarbejder Helene MacCormac en angiveligt homoseksuel mand for “journalisten med de løse håndled“ og forklarer, at “de ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tærsk (Jeg håber de ikke kan lide den slags!)“. Efter sådan en sommer er der mere end nogensinde brug for et klart socialistisk alternativ til DF’s og de andre partiers racistiske politik.

Oprindeligt bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 300, 12. august 2010.

Uden borde og stole - en Århus-historie

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I Århus har man afskaffet borde og stole. Dog kun kortvarigt, og kun ved eksamen – og naturligvis kun ved eksamen for udlændinge. For at opnå dansk statsborgerskab skal man nemlig bestå en skriftlig ”indfødsretsprøve”. Men da denne prøve 3. juni blev afviklet i Århus, var det lokale, der normalt anvendes, optaget på grund af Dronningens besøg i byen. Derfor måtte de 270 deltagere i stedet tage prøven på tilskuerrækkerne i håndboldhallen NRGi Arena, hvor de måtte bruge skødet som skriveunderlag. Denne særprægede eksamensafvikling er blevet godkendt af Integrationsministeriet. Og da almindelige borde og stole tilsyneladende ikke tillægges nogen særlig betydning, kan det undre, at ministeriets embedsmænd ikke selv for længst har flyttet deres kontorer ind på tilskuerrækkerne i landets håndboldhaller.

Dumpekarakter
Det koster 1660 kr. - ikke at bestille et bord, for dem var der ingen af – men at tage prøven. Der skal nemlig både betales et ”grundgebyr” og ”deltagergebyr” for at få lov at svede, ikke over det manglende eksamensbord, men over selve prøven. Og Integrationsministeriets embedsmænd er trods alt så humane, at de ikke vil fratage udlændinge fornøjelsen ved at svede, eksamensborde eller ej. Det kan dog ikke på forhånd udelukkes, at dette vil være et krav fra Dansk Folkeparti ved de kommende finanslovsforhandlinger. Tidligere på året viste en undersøgelse i Ugebrevet A4, at hver tredje DF-vælger (og en femtedel af befolkningen) ville dumpe indfødsretsprøven og dermed ikke kunne opnå dansk statsborgerskab. Men hvis udlændinge, der i mange tilfælde er født og opvokset i her i landet, ikke består prøven, skyldes det naturligvis, at de har brugt for meget tid i al-Qaeda-terroristtræningslejr eller på at forsøge at proppe deres kone ned i en burka.

Søren Krarups hoved
Også den her gang var det lykkedes at udarbejde prøvespørgsmål, hvor ingen af svarmulighederne var korrekte. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har efterfølgende nægtet at give dispensation til dem, der går glip af statsborgerskab på grund af denne fejl. Men alle den slags bagateller bør naturligvis ikke overskygge glæden over vores kongehus. Og hvem har i grunden brug for borde og stole, for når de kongelige er i nærheden skal man, hvis ikke kaste sig i støvet, så dog i hvert fald rejse sig op. Man kan dog også vælge at se hele denne vaskeægte Århus-historie som et eksempel på, hvordan den racistiske og diskriminerende udlændingepolitik virker i praksis. Dertil kommer, at Kongehuset er det ultimative symbol på klassesamfundet, hvor ikke alle er født med blåt blod i årerne og en sølvske i røven. Og mens Århus sættes på den anden ende til ære for kongefamilien, bliver de mindre heldige forvist til tilskuerrækkerne i en håndboldhal af samme betonagtige beskaffenhed som Søren Krarups hoved.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 299, 15. juli 2010.

Pia & Co. er nede - men er de færdige?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Når ord som ”smæk”, ”tæsk” og ”lussing” bruges i sammenhæng med Dansk Folkeparti, handler det normalt om partiets ønske om at genindføre forældres ret til at slå deres børn. Men her er disse ord faktisk hentet fra mediernes beskrivelse af en række meningsmålinger, hvor Pia Kjærsgaard & Co. får prygl på grund af halveringen af dagpengene og beskæringen af børnechecken. DF har ellers haft uafbrudt fremgang siden stiftelsen for 15 år siden, og før deltagelsen i regeringens spareplan var der udsigt til, at den stigende kurve ville fortsætte ved næste valg. Men nu står Pia Kjærsgaards tropper både til mandatmæssig tilbagegang og til at miste rollen som parlamentarisk støtteparti for en siddende regering. DF er blevet taget på fersk gerning i løftebrud i forhold til dagpengeperioden, som partiet flere gange har garanteret ikke at forkorte, og forsøget på at opbygge et image som ”socialt ansvarlig” har fået gevaldige ridser i lakken.

Hvem skal betale?
Det er dog langt fra første gang, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til forringelser for almindelige lønmodtagere, studerende, arbejdsløse, førtidspensionister og de ældre. F.eks. har partiet stået last og brast med regeringens skattestop, som i kommunerne har medført store nedskæringer på ældreplejen, børnepasningen, folkeskolerne og det sociale område. Men når det ikke før har givet bagslag, skyldes det, at oppositionens alternativ er så svagt. F.eks. konkurrerer De Radikale på det økonomiske område med regeringen og Liberal Alliance om at have den mest asociale politik. Dertil kommer, at Socialdemokraterne og SF bl.a. både har accepteret skattestoppet, den diskriminerende 24-års regel, det udemokratiske og liberalistiske EU-projekt, krigen i Afghanistan, fokusset på hårdere straffe samt store dele af den DF-inspirerede asylpolitik og retorik omkring flygtninge og indvandrere. Når DF først bliver straffet nu, skyldes det sandsynligvis, at mange mennesker har svært ved at forstå, hvorfor de arbejdsløse og børnefamilierne skal betale for en økonomisk krise, de er uden skyld i.

For tidligt at juble
Selvom DF lige nu er i defensiven, er det vigtigt at huske, at en kommende socialdemokratisk-ledet regering vil lade store dele af den racistiske udlændingepolitik forblive intakt. Den vil også fortsætte Afghanistan-krigen, som fremmer en racistisk forestilling om, at afghanerne ikke kan styre deres eget land uden NATO's imperialisme. Og nok så vigtigt har kapitalismen frembragt en økonomisk krise og en truende klimakatastrofe, både herhjemme og i resten af verden. Dette vil sandsynligvis øge den politiske polarisering, f.eks. over spørgsmålet om, hvem der skal betale for krisen. I den situation øges risikoen for, at de herskende klasser spiller racismekortet for at splitte arbejderklassen og undgå sociale oprør. Dette kan give DF ny vind i sejlene, fordi folk ofte foretrække ”den ægte vare” frem for partier, der nølende efterligner. Med andre ord er racisme-spørgsmålet tæt forbundet med andre politisk-økonomiske kampe. Og findes der et bedre tidspunkt til en anti-racistisk offensiv end nu, hvor Pia & Co. stadig er groggy?

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 299, 15. juli 2010