Årsmøde i Liste Ø: Ingen højredrejning her

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I weekenden 14.-16. maj var flere hundrede socialister samlet på Nørrebro til Enhedslistens årsmøde. Hvis man skal tro de borgerlige medier – og det skal man som bekendt sjældent – tog Listen her et ryk til højre og gjorde sig klar til rollen som parlamentarisk støtteparti og sikkerhedsnet for en socialdemokratisk ledet regering. Blandt det store flertal af partiets græsrødder var der intet ønske om at slække på de hidtidige principper. Det blev således vedtaget, at Enhedslisten kun kan stemme for en ny regerings finanslove, hvis der er markante forbedringer i forhold til året før, ingen nye forringelser og der ikke er tale om en opsummering af nedskæringer foretaget tidligere på året.Dette har faktisk altid været partiets holdning. I modsætning dertil havde et flertal i partiets hovedbestyrelse foreslået at stemme for finanslovene, hvis blot de ikke indeholder nye forringelser og er bedre end den nuværende borgerlige regerings. Også i flere andre af årsmødets afstemninger viste græsrødderne sig at have et større ønske end partiets top om en klarere antikapitalistisk profil.

Hovedet, kroppen og de to ben
Enhedslisten er et ret sammensat parti, men lidt firkantet sagt findes der tre forskellige tendenser. Én gruppe medlemmer, ofte centreret omkring folketingsgruppen og Christiansborg-sekretariatet, ser gerne partiet bevæge sig ind på en mere parlamentarisk linje. Omvendt ønsker en anden, cirka lige så stor gruppe, at Enhedslisten udvikler sig i en mere bevægelsesorienteret og revolutionær retning. Endelig er der det store flertal af medlemmerne, der ofte har en tendens til at svinge mellem disse to linjer. Det samme gælder derfor partiets politik. Enhedslisten er desuden kendetegnet ved at have det, man i parti-jargonen kalder et stort “hoved“ (folketingsgruppen, de ansatte og hovedbestyrelsen) og en lille “krop“ (relativt svage partiafdelinger). Dette er naturligvis et stort problem, når Enhedslisten samtidig også taler om at gå på to “ben“, det parlamentariske og det udenomsparlamentariske.

Hvad nu Liste Ø?
Disse svagheder hænger sammen med tendensen til at tillægge det parlamentariske arbejde overdreven betydning. På årsmødet kom dette f.eks. til udtryk ved, at gruppearbejdet oprindeligt kun skulle fokusere på valgkamp, selvom der kan gå op til halvandet år før valget udskrives. Og ved at Hovedbestyrelsens forslag om at gøre partiet “kampklar“ også stort set kun handlede om at gøre sig valgkamp-klar. I stedet er der brug for at styrke partiafdelingerne, f.eks. ved at forsøge at indkalde medlemmerne i de store afdelinger oftere, hvilket også kunne gøre det lettere at koordinere arbejdet i diverse bevægelser. Arbejdet i partiets netværk for faglige aktive må opprioriteres, f.eks. bør der ansættes en faglig sekretær. Der er ikke kun brug for mere aktivisme, men også mere teoretisk debat – for at skabe større politisk afklaring. Og i alt dette har vi som revolutionære socialister en afgørende rolle at spille.

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 298, 2. juni 2010.

SF's retspolitik - et overraskende skridt til venstre?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Retspolitikken er et af de områder, hvor SF er blevet kritiseret mest for at dreje til højre. Alligevel har højtstående SF'ere ved flere lejligheder hævdet, at den nye linje faktisk er mere venstreorienteret og “klassebevidst”. Deres argument lyder, at kriminalitet også rammer “almindelige mennesker”, og at disse mennesker har krav på tryghed. Derfor skal venstrefløjen være klar til at kræve hårdere straffe, fordi den ellers risikerer at beskytte forbryderen på offerets bekostning. Ingen har dog kunnet forklare, hvordan højere straffe gavner offeret, når gerningsmanden i fængslet ofte bliver mere kriminel end før. Desuden er kriminaliteten ikke steget i de sidste 25 år. Når politikerne alligevel igen og igen kræver hårdere straffe, skaber det derfor ikke større tryghed, men blot øget frygt for kriminalitet.

En mere klassebevidst politik?
I virkeligheden afslører SF's nye politiske linje en total blindhed over for retssystemet som en grundpille for det kapitalistiske klassesamfund. Som man kan læse i Grundloven, bygger retssystemet på den private ejendomsret, dvs. kapitalismen. Den skaber social, økonomisk og kulturel ulighed, og derfor kan der ikke være lighed for loven i det nuværende kapitalistiske samfund. F.eks. straffes milliardæren og den fattige formelt set ens for tyveri, selvom deres handlemuligheder har været ekstremt ulige fordelt. Det betyder i praksis, at den fattige relativt set straffes hårdere. Desuden har milliardæren råd til en dyrere advokat, ligesom dommerne, der oftest er født som en del af borgerskabet, aldrig har stået i en situation som den fattige, der “vælger” kriminalitet. Når SF fremover vil fokusere mere på forbryderens “personlige valg”, er det derfor ikke en mere “klassebevidst” politik. Samtidig forstærker hårdere straffe den klasseundertrykkelse, som er indbygget i selve det juridiske system.

Et resultat af parlamentsfiksering
SF's højredrejning, f.eks. i retspolitikken, er et resultat af partiets grundlæggende strategi. SF har altid forestillet sig, at socialismen kunne gennemføres gennem Folketinget, hvor kapitalisterne fredeligt ville acceptere at få frataget deres virksomheder. Som følge af denne parlamentsfiksering har SF altid betragtet det som utænkeligt, at socialismen kunne gennemføres uden Socialdemokraterne. Men siden starten af 1970'erne har den kapitalistiske verdensøkonomi været inde i en relativ nedgang, som de gentagne finansielle bobler ikke har kunnet ændre grundlæggende ved. De socialdemokratiske partier ønsker ikke at bryde med kapitalismen, og derfor har de haft sværere ved at skaffe befolkningen økonomiske forbedringer. De er derfor rykket til højre, og SF er langsomt, men sikkert, fulgt med de danske socialdemokrater i deres vandring mod midten. Heldigvis behøver venstrefløjen ikke rykke til højre for at få magten. Det 20. århundredes historie giver utallige eksempler på, at der kan opbygges udenomsparlamentariske bevægelser, med deres egne demokratiske institutioner, som potentielt kan erstatte kapitalismen, dens parlament og stat med et socialistisk samfund. Det sås bl.a. i Rusland 1917, Spanien 1936-37, Ungarn 1956, Frankrig 1968, Portugal 1974-75 og Polen 1980-81. Senest så vi det i i Bolivia i 2006, hvor en folkelig opstand tvang den borgerlige præsident Mesa fra magten. Der er absolut ingen grund til at tro, at det samme ikke kan lade sig gøre i Danmark. Men det kræver, at venstrefløjen opgiver sin parlamentsfiksering.

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 297, 30. april 2010.

Racisme forklædt som forsvar for ytringsfrihed

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Så er danske politikere og medier igen ved at falde over hinanden for at omfavne ytringsfriheden. Den aktuelle anledning er Dagbladet Politikens undskyldning til de muslimer, der har opfattet genoptrykningen af Muhammed-karikaturerne som et angreb på dem som gruppe. Jyllands-Posten forklarede selv, at disse karikaturer havde til formål at vise muslimerne den ”hån, spot og latterliggørelse”, de må finde sig i, naturligvis af hensyn til ytringsfriheden. Tankegangen går igen hos Lars Hedegaard og det såkaldte Trykkefrihedsselskab, hvor kampen for ytringsfrihed foregår med argumenter om, at muslimske fædre voldtager deres døtre. På samme måde hævdede den hollandske politiker Geert Wilders, at hans dybt racistiske film ”Fitna” var et indlæg i debatten om ytringsfrihed.

Ytringsfrihed for hvem?
Påstande om forsvar for ytringsfrihed spiller således en iøjnefaldende rolle i de seneste års anti-muslimske kampagne. Problemet med den nuværende diskussion er dog også, at medierne og politikerne taler om ytringsfrihed på et abstrakt plan, hvor der fokuseres på demokrati versus diktatur og ytringsfrihed som modsætning til censur. Bag dette lurer den liberale myte om, at når alle har den samme juridiske rettighed (f.eks. til at ytre sig), har de også i praksis lige muligheder for at bruge denne rettighed. På papiret har både du og jeg og milliardæren den samme formelle ”ret” til at købe en tv-station eller avis. Men uden for de juridiske paragraffers verden, eksisterer denne mulighed netop kun for milliardæren. Sociale grupper med lav indkomst har derfor dårligere adgang til medierne end rigere mennesker. Danmark er i høj grad et klassesamfund, også med hensyn til ytringsfrihed. Dette problem forstærkes yderligere af de stadig mere ulige ejerforhold og den stigende monopolisering inden for mediebranchen. Ingen af de store medier ligger politisk til venstre for midten, selvom halvdelen af befolkningen gør det. Undersøgelser har da også dokumenteret, at venstreorienterede partier får mindre medieomtale, end deres stemmeandel berettiger til.

At kalde en spade for en spade
Historisk set er kampen for ytringsfrihed og andre demokratiske rettigheder blevet ført fra neden, af fattige og undertrykte grupper, mod de rige og magtfulde. I Danmark især af arbejdernes, bøndernes og husmændenes organisationer. Altså præcis det modsatte af den nuværende diskussion om ytringsfrihed, der bruges af indflydelsesrige personer og grupper som påskud til racistisk hetz mod en lille minoritet uden samme lette adgang til medierne og med dårligere jobs, uddannelser, boliger og mere arbejdsløshed end gennemsnittet. Så når f.eks. Villy Søvndal kritiserer Politiken for at sætte ytringsfriheden ”til forhandling”, fjerner det fokus fra det egentlige problem. Hvis det lyder som racisme og fungerer som racisme, bør vi kalde det racisme. Kun på den måde kan vi komme i offensiven mod racismen og de politikere og grupper, der profiterer på den.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 296, 25. marts 2010.

Burkadebatten er en afledningsmanøvre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

På det seneste har en stor del af den politiske diskussion handlet om burkaforbud, burkaundersøgelser og burkaudvalg. Dette er blot et led i en større tendens, hvor ledende - oftest ældre mandlige - politikere og kommentatorer behandler muslimske kvinders tøj som et af samfundets vigtigste problemer. Ikke engang regeringens egen undersøgelse var i stand til at opspore en eneste burkaklædt kvinde i Danmark. Alligevel foreslås det at forbyde denne type påklædning, selvom man udmærket ved, at det ikke kan gennemføres, hvis Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal overholdes. Regeringspartierne henviste såmænd selv til Grundloven, da de i 2004 afviste et mindre vidtgående forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde kulturbestemt hovedbeklædning blandt offentligt ansatte.

Men hvordan kan det egentlig være, at borgerlige politikere bruger så meget energi på nærmest ikke-eksisterende problemer (f.eks. burkaklædte kvinder) og stiller forslag, de ved ikke kan gennemføres (f.eks. burkaforbud)?

Justitsminister Brian Mikkelsen har selv indirekte besvaret dette spørgsmål. Om burkaforbuddet har han forklaret, at det vigtigste ikke er ”om det kan lade sig gøre eller ej”, men derimod, at ”det skal ses som en værdipolitisk melding”. Som bekendt fungerer det nuværende (kapitalistiske) system sådan, at det på det økonomiske område drejer sig om at maksimere profitten, mens det på det politiske (parlamentariske/liberalt demokratiske) område, der svarer dertil, handler om at maksimere antallet af stemmer. Typiske borgerlige mærkesager om privatisering, udlicitering, markedsomstilling og beskæring af velfærdsydelser er ikke populære hos vælgerne. Derfor forsøger borgerlige politikere og medier at skabe frygt hos vælgerne for, at samfundet er truet af muslimerne og deres kultur. Hele burkadebatten er et led i regeringens ideologiske krig eller såkaldte ”værdipolitik”. Brian Mikkelsen erklærede tilbage i 2005, at ”kulturkampens nye front” var opgøret med det, han kaldte ”middelalderlig muslimsk kultur”. I dag står det desuden stadig mere klart for vælgerne, at regeringen ikke har nogen svar på den økonomiske krise og klimaspørgsmålet samt står med en tabt krig i Afghanistan. Burkaer og andre former for symbolpolitik fungerer som en afledningsmanøvre for de virkelige problemer.

Det er der heldigvis nogen, der har forstået. F.eks. arbejdsløshedsklubben i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F, som i en pressemeddelelse skriver, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ”holder pressemøde om tre burkaer for at kamuflerer at regeringen ikke kan løse dagen politiske problemer”. A-klubben arbejder på at indkalde til en landsdækkende arbejdsløshedskonference 8. marts og kræver, at regeringen stopper forfølgelsen af de arbejdsløse og sætter gang i beskæftigelsen. De ved dog udmærket godt, at for virkelig at bekæmpe arbejdsløsheden, er der brug for en anden regering, og de opfordrer derfor til landsdækkende protester.

A-klubben i BJMF viser vejen frem for alle, der både ønsker en anden regering og, nok så vigtigt, en anden politik. Der er brug for at erstatte regeringens ”værdikamp” med klassekamp og vise, at hetzen mod arbejdsløse og hetzen mod muslimer hænger sammen. Vi må derfor også tilbagevise argumenterne om, at muslimske kvinder (modsat etnisk danske kvinder) ikke er i stand til at befri sig selv, f.eks. afgøre om bestemte typer tøj er undertrykkende eller ej.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 295, 18. februar 2010.