SF's retspolitik - et overraskende skridt til venstre?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Retspolitikken er et af de områder, hvor SF er blevet kritiseret mest for at dreje til højre. Alligevel har højtstående SF'ere ved flere lejligheder hævdet, at den nye linje faktisk er mere venstreorienteret og “klassebevidst”. Deres argument lyder, at kriminalitet også rammer “almindelige mennesker”, og at disse mennesker har krav på tryghed. Derfor skal venstrefløjen være klar til at kræve hårdere straffe, fordi den ellers risikerer at beskytte forbryderen på offerets bekostning. Ingen har dog kunnet forklare, hvordan højere straffe gavner offeret, når gerningsmanden i fængslet ofte bliver mere kriminel end før. Desuden er kriminaliteten ikke steget i de sidste 25 år. Når politikerne alligevel igen og igen kræver hårdere straffe, skaber det derfor ikke større tryghed, men blot øget frygt for kriminalitet.

En mere klassebevidst politik?
I virkeligheden afslører SF's nye politiske linje en total blindhed over for retssystemet som en grundpille for det kapitalistiske klassesamfund. Som man kan læse i Grundloven, bygger retssystemet på den private ejendomsret, dvs. kapitalismen. Den skaber social, økonomisk og kulturel ulighed, og derfor kan der ikke være lighed for loven i det nuværende kapitalistiske samfund. F.eks. straffes milliardæren og den fattige formelt set ens for tyveri, selvom deres handlemuligheder har været ekstremt ulige fordelt. Det betyder i praksis, at den fattige relativt set straffes hårdere. Desuden har milliardæren råd til en dyrere advokat, ligesom dommerne, der oftest er født som en del af borgerskabet, aldrig har stået i en situation som den fattige, der “vælger” kriminalitet. Når SF fremover vil fokusere mere på forbryderens “personlige valg”, er det derfor ikke en mere “klassebevidst” politik. Samtidig forstærker hårdere straffe den klasseundertrykkelse, som er indbygget i selve det juridiske system.

Et resultat af parlamentsfiksering
SF's højredrejning, f.eks. i retspolitikken, er et resultat af partiets grundlæggende strategi. SF har altid forestillet sig, at socialismen kunne gennemføres gennem Folketinget, hvor kapitalisterne fredeligt ville acceptere at få frataget deres virksomheder. Som følge af denne parlamentsfiksering har SF altid betragtet det som utænkeligt, at socialismen kunne gennemføres uden Socialdemokraterne. Men siden starten af 1970'erne har den kapitalistiske verdensøkonomi været inde i en relativ nedgang, som de gentagne finansielle bobler ikke har kunnet ændre grundlæggende ved. De socialdemokratiske partier ønsker ikke at bryde med kapitalismen, og derfor har de haft sværere ved at skaffe befolkningen økonomiske forbedringer. De er derfor rykket til højre, og SF er langsomt, men sikkert, fulgt med de danske socialdemokrater i deres vandring mod midten. Heldigvis behøver venstrefløjen ikke rykke til højre for at få magten. Det 20. århundredes historie giver utallige eksempler på, at der kan opbygges udenomsparlamentariske bevægelser, med deres egne demokratiske institutioner, som potentielt kan erstatte kapitalismen, dens parlament og stat med et socialistisk samfund. Det sås bl.a. i Rusland 1917, Spanien 1936-37, Ungarn 1956, Frankrig 1968, Portugal 1974-75 og Polen 1980-81. Senest så vi det i i Bolivia i 2006, hvor en folkelig opstand tvang den borgerlige præsident Mesa fra magten. Der er absolut ingen grund til at tro, at det samme ikke kan lade sig gøre i Danmark. Men det kræver, at venstrefløjen opgiver sin parlamentsfiksering.

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 297, 30. april 2010.

Racisme forklædt som forsvar for ytringsfrihed

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Så er danske politikere og medier igen ved at falde over hinanden for at omfavne ytringsfriheden. Den aktuelle anledning er Dagbladet Politikens undskyldning til de muslimer, der har opfattet genoptrykningen af Muhammed-karikaturerne som et angreb på dem som gruppe. Jyllands-Posten forklarede selv, at disse karikaturer havde til formål at vise muslimerne den ”hån, spot og latterliggørelse”, de må finde sig i, naturligvis af hensyn til ytringsfriheden. Tankegangen går igen hos Lars Hedegaard og det såkaldte Trykkefrihedsselskab, hvor kampen for ytringsfrihed foregår med argumenter om, at muslimske fædre voldtager deres døtre. På samme måde hævdede den hollandske politiker Geert Wilders, at hans dybt racistiske film ”Fitna” var et indlæg i debatten om ytringsfrihed.

Ytringsfrihed for hvem?
Påstande om forsvar for ytringsfrihed spiller således en iøjnefaldende rolle i de seneste års anti-muslimske kampagne. Problemet med den nuværende diskussion er dog også, at medierne og politikerne taler om ytringsfrihed på et abstrakt plan, hvor der fokuseres på demokrati versus diktatur og ytringsfrihed som modsætning til censur. Bag dette lurer den liberale myte om, at når alle har den samme juridiske rettighed (f.eks. til at ytre sig), har de også i praksis lige muligheder for at bruge denne rettighed. På papiret har både du og jeg og milliardæren den samme formelle ”ret” til at købe en tv-station eller avis. Men uden for de juridiske paragraffers verden, eksisterer denne mulighed netop kun for milliardæren. Sociale grupper med lav indkomst har derfor dårligere adgang til medierne end rigere mennesker. Danmark er i høj grad et klassesamfund, også med hensyn til ytringsfrihed. Dette problem forstærkes yderligere af de stadig mere ulige ejerforhold og den stigende monopolisering inden for mediebranchen. Ingen af de store medier ligger politisk til venstre for midten, selvom halvdelen af befolkningen gør det. Undersøgelser har da også dokumenteret, at venstreorienterede partier får mindre medieomtale, end deres stemmeandel berettiger til.

At kalde en spade for en spade
Historisk set er kampen for ytringsfrihed og andre demokratiske rettigheder blevet ført fra neden, af fattige og undertrykte grupper, mod de rige og magtfulde. I Danmark især af arbejdernes, bøndernes og husmændenes organisationer. Altså præcis det modsatte af den nuværende diskussion om ytringsfrihed, der bruges af indflydelsesrige personer og grupper som påskud til racistisk hetz mod en lille minoritet uden samme lette adgang til medierne og med dårligere jobs, uddannelser, boliger og mere arbejdsløshed end gennemsnittet. Så når f.eks. Villy Søvndal kritiserer Politiken for at sætte ytringsfriheden ”til forhandling”, fjerner det fokus fra det egentlige problem. Hvis det lyder som racisme og fungerer som racisme, bør vi kalde det racisme. Kun på den måde kan vi komme i offensiven mod racismen og de politikere og grupper, der profiterer på den.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 296, 25. marts 2010.

Burkadebatten er en afledningsmanøvre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

På det seneste har en stor del af den politiske diskussion handlet om burkaforbud, burkaundersøgelser og burkaudvalg. Dette er blot et led i en større tendens, hvor ledende - oftest ældre mandlige - politikere og kommentatorer behandler muslimske kvinders tøj som et af samfundets vigtigste problemer. Ikke engang regeringens egen undersøgelse var i stand til at opspore en eneste burkaklædt kvinde i Danmark. Alligevel foreslås det at forbyde denne type påklædning, selvom man udmærket ved, at det ikke kan gennemføres, hvis Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal overholdes. Regeringspartierne henviste såmænd selv til Grundloven, da de i 2004 afviste et mindre vidtgående forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde kulturbestemt hovedbeklædning blandt offentligt ansatte.

Men hvordan kan det egentlig være, at borgerlige politikere bruger så meget energi på nærmest ikke-eksisterende problemer (f.eks. burkaklædte kvinder) og stiller forslag, de ved ikke kan gennemføres (f.eks. burkaforbud)?

Justitsminister Brian Mikkelsen har selv indirekte besvaret dette spørgsmål. Om burkaforbuddet har han forklaret, at det vigtigste ikke er ”om det kan lade sig gøre eller ej”, men derimod, at ”det skal ses som en værdipolitisk melding”. Som bekendt fungerer det nuværende (kapitalistiske) system sådan, at det på det økonomiske område drejer sig om at maksimere profitten, mens det på det politiske (parlamentariske/liberalt demokratiske) område, der svarer dertil, handler om at maksimere antallet af stemmer. Typiske borgerlige mærkesager om privatisering, udlicitering, markedsomstilling og beskæring af velfærdsydelser er ikke populære hos vælgerne. Derfor forsøger borgerlige politikere og medier at skabe frygt hos vælgerne for, at samfundet er truet af muslimerne og deres kultur. Hele burkadebatten er et led i regeringens ideologiske krig eller såkaldte ”værdipolitik”. Brian Mikkelsen erklærede tilbage i 2005, at ”kulturkampens nye front” var opgøret med det, han kaldte ”middelalderlig muslimsk kultur”. I dag står det desuden stadig mere klart for vælgerne, at regeringen ikke har nogen svar på den økonomiske krise og klimaspørgsmålet samt står med en tabt krig i Afghanistan. Burkaer og andre former for symbolpolitik fungerer som en afledningsmanøvre for de virkelige problemer.

Det er der heldigvis nogen, der har forstået. F.eks. arbejdsløshedsklubben i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F, som i en pressemeddelelse skriver, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ”holder pressemøde om tre burkaer for at kamuflerer at regeringen ikke kan løse dagen politiske problemer”. A-klubben arbejder på at indkalde til en landsdækkende arbejdsløshedskonference 8. marts og kræver, at regeringen stopper forfølgelsen af de arbejdsløse og sætter gang i beskæftigelsen. De ved dog udmærket godt, at for virkelig at bekæmpe arbejdsløsheden, er der brug for en anden regering, og de opfordrer derfor til landsdækkende protester.

A-klubben i BJMF viser vejen frem for alle, der både ønsker en anden regering og, nok så vigtigt, en anden politik. Der er brug for at erstatte regeringens ”værdikamp” med klassekamp og vise, at hetzen mod arbejdsløse og hetzen mod muslimer hænger sammen. Vi må derfor også tilbagevise argumenterne om, at muslimske kvinder (modsat etnisk danske kvinder) ikke er i stand til at befri sig selv, f.eks. afgøre om bestemte typer tøj er undertrykkende eller ej.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 295, 18. februar 2010.

Dansk Folkeparti og forklaringens problem

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er næppe nødvendigt over for dette blads læsere at begrunde, hvorfor forklaringen af Dansk Folkepartis succes udgør en central opgave for venstrefløjen. For et par måneder siden udkom en antologi, der leverer vigtige brikker til en sådan forklaring, nemlig Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi, som er redigeret af Anne Jessen fra Demos.

Enhver analyse af Dansk Folkeparti må nødvendigvis forholde sig til, om partiets politik kan karakteriseres som racistisk. I sit bidrag til bogen fremhæver Ole Krarup den højesteretsdom, som netop konkluderede, at Pia Kjærsgaards synspunkter kan beskrives som racistiske. Dommen påpegede, at racisme ikke kun er betegnelsen for teorier om visse ”racers” biologiske underlegenhed, men også for fjendtlighed over for mennesker med anden etnisk eller national baggrund. F.eks. hævder DF, at muslimers ”underlegenhed” er religiøst og kulturelt funderet, ikke biologisk. Partiet gør her islam til den mono-kausale forklaring på adfærdsformer – virkelige såvel som indbildte – som påstås at stride mod danske ”værdier”. Denne islamofobi dokumenteres i bogen af Rune Engelbreth Larsen, der konkluderer, at DF ikke skelner mellem muslimer, islam og islamisme, men ser muslimer som en forskelsløs masse, ”islamificerer” de fleste samfundsproblemer og freder konservative og fundamentalistiske retninger inden for andre kulturer og religioner. Faktisk har en lutheransk fundamentalist spillet en hovedrolle for DF's politiske gennembrud, nemlig Søren Krarup. Dels med kampagnen mod udlændingeloven fra 1983 og stiftelsen af Den Danske Forening. Dels ved at sidde i Folketinget og sammen med fætteren Langballe i Trykkefrihedsselskabet og Tidehverv at have samlet store dele af den intellektuelle højrefløj. Krarups ekstremisme udstilles i Christian Braad Thomsen overordentligt velskrevne artikel, som påviser DF-præstens systematiske sammenblanding af politik og teologi. 

Et andet vigtigt element i partiets ideologiske univers, er forestillingen om en særlig ”danskhed”, og her demonstrerer Henrik Jøker Bjerre overbevisende, at dette begrebs elasticitet gør DF i stand til at hævde, at ”danskhed” er lig med partiets til enhver tid førte politik. Fordi det traditionelle nationale fællesskab undermineres af globalisering og økonomisk liberalisering, søger DF's vælgere tilflugt i et fællesskab baseret på forestillingen om en fælles opfattelse af danskhed, ”den partikulære etniske substans”, der ifølge Jøker Bjerre er lig med samfundets uskrevne regler eller ”vaner”. Han mener, at svaret derpå er, at venstrefløjen, i stedet for at gentage tidens populære floskler om netværksøkonomi og selvrealisering gennem et kreativt arbejdsliv, opstiller et alternativt fællesskab.  På lignende vis beskriver Mikkel Thorup i sit indlæg, hvordan højrepopulismes internationale fremmarch skyldes, at det politiske systems selvfortælling og legitimitet er under pres, og at disse partier har taget patent på systemkritikken. Den generelt afideologiserede venstrefløj har også i forhold til migrationsdebatten accepteret modstanderens ”grundfortælling”, nemlig at den har undertrykt udlændingedebatten og været blind for problemerne. Thorup begår dog selv en lignende fejltagelse ved at hævde, at VKO-alliancen bygger på en arbejdsdeling, hvor VK forsvarer overklassens økonomiske interesser og DF varetager underklassens. 

Et åbenlyst eksempel på overtagelse af modstanderens præmisser er naturligvis Villy Søvndals påstand om, at ligestilling er et spørgsmål, som venstrefløjen ”i langt højere grad” fremover ”skal turde tage et slagsmål med indvandrerne om.” Som Rikke Andreassens artikel påpeger, generaliseres indvandrerne, ved således at tale om dem i bestemt form og flertal, til en homogen og patriarkalsk masse, hvilket fører til en opdeling i et farvet ”dem” uden ligestilling og et hvidt ”os” med ligestilling. Andreassens fokus er dog påvisningen af, at DF ikke har nogen egentlig ligestillingspolitik, men i stedet instrumentaliserer både feminisme og kampen for seksuelle mindretals rettigheder til en kritik af etniske minoriteter. Og når partiet f.eks. vil bestemme muslimske kvinders tøjvalg, indskriver det sig i en lang tradition, hvor andre forsøger at diktere kvinders påklædning. Også retspolitik er i dag omdannet til et våben vendt mod muslimerne, hvilket er emnet for Preben Wilhjelms artikel, som dokumenterer DF's magt over regeringens politik på dette område og fremhæver, at store dele af oppositionen ofte passivt tilslutter sig denne udvikling. Vi kan for egen regning tilføje, at det desværre er en generel international tendens, at centrum-venstre partierne overtager denne (neo)konservative ”lov og orden”-agenda.

Som det gerne skulle fremgå, byder bogen på mange gode argumenter og vigtige elementer til en forklaring af højrepopulismens fremvækst. Man savner dog ofte, at de forskellige indsigter sættes ind i en større social og historisk helhed. Der findes næppe bedre kvalificerede til denne opgave end Curt Sørensen, der bidrager til bogen med artiklen ”Samfundskrise, demokratikrise og højrepopulisme”, som indledningsvis kritiserer en række fashionable teorier om disse nye højrepartier. F.eks. formår den politologiske mainstream med sine ”spørgeskemaundersøgelser og statistiske korrelationer” kun at udvikle partielle teorier, som blot viser behovet for ”endnu mere omfattende teorier og forståelse af historiske sammenhænge og lange udviklingstendenser”. Desuden kritiseres de teorier, der –  i forlængelse politologen Inglehart – forklarer højrepopulismens fremvækst på baggrund af en udvikling fra industrisamfund med materiel interessekamp til postindustrielt samfund og værdikamp. 

Teorien om overgang til postindustrielle samfund domineret af værdikampe overser nemlig, at konflikterne i det såkaldte industrisamfund langt fra kun var snævre økonomiske kampe. F.eks. handlede arbejderbevægelsens projekt ikke kun om økonomiske forbedringer, men også om politiske spørgsmål som valgret og og ”stats- og nationsbygningsproblemer” såvel som ”kulturel selvhævdelse”. Omvendt er den nuværende økonomiske krise blot det tydeligste eksempel på, at de materielle interessekampe overhovedet ikke er forsvundet i dag. I det hele taget er det problematisk at se politik, økonomi og kultur som isolerede fra hinanden. Disse faktorer er tværtimod ”sammenfiltrede” ifølge Sørensen, der som eksempel giver den globale kapitalisme, hvis udbredelse også har omfattende politiske og kulturelle konsekvenser. Teorien om postindustrielt samfund og værdikamp kritiseres ydermere for at være evolutionistisk og teknologisk deterministisk. 

Ingleharts teori skinner også igennem i den meget omtalte og roste bog ”Kampen om sandhederne”, skrevet af Rune Lykkeberg fra Dagbladet Information. Bogen beskriver DF's fremgang som et underklasseoprør mod en ”kulturel overklasse”. Udover den allerede beskrevne kritik af forestillingen om ”postindustrielt samfund” og ”værdikampe”, argumenterer Sørensen for, at tesen om en ”kulturel overklasse” overtager vigtige dele af DF's selvforståelse, ”blokerer for en erkendelse og adækvat analyse” af de vigtigste samfundsproblemer, tillægger kulturarbejdere en magt på linie med lederne af ”de store politiske, økonomiske og militære institutioner”, hvortil skal føjes ”den komparative analytiske brist” ved at se partiet som et isoleret dansk fænomen. 

I Sørensens egen ”skitse til en generel og kompleks forklaringskonstruktion” ses de højrepopulistiske og højreradikale partiers fremgang på baggrund af processer af stats- og nationsbygning, kapitalistisk udvikling og globalisering, der har skabt en alvorlig ”solidaritets- og identitetskrise”, hvor den sociale ordens sammenhængskraft krakelerer og demokratiet nedbrydes, hvilket forstærkes af arbejderbevægelsens svækkelse. På baggrund af denne generelle og alvorlige samfundskrise, frygter han hvilke kræfter, en langvarig og dyb økonomisk krise eller et terrorangreb (her bør også en økologisk katastrofe nævnes) kan slippe løs. I en sådan situation udgør højrepopulismen en potentiel fascisme-model for det 21. århundrede. Selvom et parti som DF ikke er fascistisk, da det bekender sig til demokrati (forstået som majoritetsvælde) og ikke har stormtropper på gaden, repræsenterer højrepopulismen ikke desto mindre en mulig proto-fascisme. 

Den af Sørensen skitserede forklaringskonstruktion er et ambitiøst og vægtigt bidrag til at løse det, han selv kalder ”forklaringens problem”. Efter undertegnedes mening kan analysen dog med fordel inddrage den profitabilitets- og overakkumulationskrise, som Robert Brenner og andre påpeger har kendetegnet de avancerede kapitalistiske økonomier siden slutningen af 1960'erne. Dette ”long downturn” er med til at forklare, hvorfor de socialdemokratiske partier, som har bundet sig op på kapitalismens evne til at skabe økonomisk vækst, har haft stadig sværere ved at gennemføre reformer til fordel for sine traditionelle vælgergrupper, hvilket har skabt plads til partier som Dansk Folkeparti. 

En præcis forklaring af højrepopulismens fremvækst giver os vigtige hints om, hvordan venstrefløjen kommer i offensiven. Denne anmeldelse vil dog allerede nu tillade sig at drage visse konklusioner: Hvis en stor del af højrepopulismens appel skyldes, at den har fået lov at tage patent på systemkritikken, kan svaret ikke være den udbredte tendens til, at venstrefløjen søger mod midten. Omvendt kræver genopbygningen af arbejderbevægelsen et fokus på, hvor bevægelsen selv opstod: på arbejdspladserne. Hvis det er selve den kapitalistiske udviklingstendens, der har undergravet det traditionelle fællesskab og dets værdier, er partielle reformer ikke nok i selv. Der er derfor brug for et kvalitativt andet system. Og det burde forklare, hvorfor f.eks. appel til humanistiske værdier eller opfordringer til sproglig kamp mod hegemoniske diskurser (som er det indtryk, man får af hhv. Rune Engelbreth Larsens og Rikke Andreassens i øvrigt glimrende indlæg) ikke kan stå alene.    

Trods enkelte sjuskefejl (f.eks. artikler med henvisninger til litteraturlister, der er forsvundet), kan Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi anbefales som den måske hidtil bedste bog om emnet.

Anne Jessen (red.): Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi. 147 sider. Frydenlund. 199 kr. Udkom 9. november.