Racisme forklædt som forsvar for ytringsfrihed

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Så er danske politikere og medier igen ved at falde over hinanden for at omfavne ytringsfriheden. Den aktuelle anledning er Dagbladet Politikens undskyldning til de muslimer, der har opfattet genoptrykningen af Muhammed-karikaturerne som et angreb på dem som gruppe. Jyllands-Posten forklarede selv, at disse karikaturer havde til formål at vise muslimerne den ”hån, spot og latterliggørelse”, de må finde sig i, naturligvis af hensyn til ytringsfriheden. Tankegangen går igen hos Lars Hedegaard og det såkaldte Trykkefrihedsselskab, hvor kampen for ytringsfrihed foregår med argumenter om, at muslimske fædre voldtager deres døtre. På samme måde hævdede den hollandske politiker Geert Wilders, at hans dybt racistiske film ”Fitna” var et indlæg i debatten om ytringsfrihed.

Ytringsfrihed for hvem?
Påstande om forsvar for ytringsfrihed spiller således en iøjnefaldende rolle i de seneste års anti-muslimske kampagne. Problemet med den nuværende diskussion er dog også, at medierne og politikerne taler om ytringsfrihed på et abstrakt plan, hvor der fokuseres på demokrati versus diktatur og ytringsfrihed som modsætning til censur. Bag dette lurer den liberale myte om, at når alle har den samme juridiske rettighed (f.eks. til at ytre sig), har de også i praksis lige muligheder for at bruge denne rettighed. På papiret har både du og jeg og milliardæren den samme formelle ”ret” til at købe en tv-station eller avis. Men uden for de juridiske paragraffers verden, eksisterer denne mulighed netop kun for milliardæren. Sociale grupper med lav indkomst har derfor dårligere adgang til medierne end rigere mennesker. Danmark er i høj grad et klassesamfund, også med hensyn til ytringsfrihed. Dette problem forstærkes yderligere af de stadig mere ulige ejerforhold og den stigende monopolisering inden for mediebranchen. Ingen af de store medier ligger politisk til venstre for midten, selvom halvdelen af befolkningen gør det. Undersøgelser har da også dokumenteret, at venstreorienterede partier får mindre medieomtale, end deres stemmeandel berettiger til.

At kalde en spade for en spade
Historisk set er kampen for ytringsfrihed og andre demokratiske rettigheder blevet ført fra neden, af fattige og undertrykte grupper, mod de rige og magtfulde. I Danmark især af arbejdernes, bøndernes og husmændenes organisationer. Altså præcis det modsatte af den nuværende diskussion om ytringsfrihed, der bruges af indflydelsesrige personer og grupper som påskud til racistisk hetz mod en lille minoritet uden samme lette adgang til medierne og med dårligere jobs, uddannelser, boliger og mere arbejdsløshed end gennemsnittet. Så når f.eks. Villy Søvndal kritiserer Politiken for at sætte ytringsfriheden ”til forhandling”, fjerner det fokus fra det egentlige problem. Hvis det lyder som racisme og fungerer som racisme, bør vi kalde det racisme. Kun på den måde kan vi komme i offensiven mod racismen og de politikere og grupper, der profiterer på den.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 296, 25. marts 2010.

Burkadebatten er en afledningsmanøvre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

På det seneste har en stor del af den politiske diskussion handlet om burkaforbud, burkaundersøgelser og burkaudvalg. Dette er blot et led i en større tendens, hvor ledende - oftest ældre mandlige - politikere og kommentatorer behandler muslimske kvinders tøj som et af samfundets vigtigste problemer. Ikke engang regeringens egen undersøgelse var i stand til at opspore en eneste burkaklædt kvinde i Danmark. Alligevel foreslås det at forbyde denne type påklædning, selvom man udmærket ved, at det ikke kan gennemføres, hvis Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal overholdes. Regeringspartierne henviste såmænd selv til Grundloven, da de i 2004 afviste et mindre vidtgående forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde kulturbestemt hovedbeklædning blandt offentligt ansatte.

Men hvordan kan det egentlig være, at borgerlige politikere bruger så meget energi på nærmest ikke-eksisterende problemer (f.eks. burkaklædte kvinder) og stiller forslag, de ved ikke kan gennemføres (f.eks. burkaforbud)?

Justitsminister Brian Mikkelsen har selv indirekte besvaret dette spørgsmål. Om burkaforbuddet har han forklaret, at det vigtigste ikke er ”om det kan lade sig gøre eller ej”, men derimod, at ”det skal ses som en værdipolitisk melding”. Som bekendt fungerer det nuværende (kapitalistiske) system sådan, at det på det økonomiske område drejer sig om at maksimere profitten, mens det på det politiske (parlamentariske/liberalt demokratiske) område, der svarer dertil, handler om at maksimere antallet af stemmer. Typiske borgerlige mærkesager om privatisering, udlicitering, markedsomstilling og beskæring af velfærdsydelser er ikke populære hos vælgerne. Derfor forsøger borgerlige politikere og medier at skabe frygt hos vælgerne for, at samfundet er truet af muslimerne og deres kultur. Hele burkadebatten er et led i regeringens ideologiske krig eller såkaldte ”værdipolitik”. Brian Mikkelsen erklærede tilbage i 2005, at ”kulturkampens nye front” var opgøret med det, han kaldte ”middelalderlig muslimsk kultur”. I dag står det desuden stadig mere klart for vælgerne, at regeringen ikke har nogen svar på den økonomiske krise og klimaspørgsmålet samt står med en tabt krig i Afghanistan. Burkaer og andre former for symbolpolitik fungerer som en afledningsmanøvre for de virkelige problemer.

Det er der heldigvis nogen, der har forstået. F.eks. arbejdsløshedsklubben i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F, som i en pressemeddelelse skriver, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ”holder pressemøde om tre burkaer for at kamuflerer at regeringen ikke kan løse dagen politiske problemer”. A-klubben arbejder på at indkalde til en landsdækkende arbejdsløshedskonference 8. marts og kræver, at regeringen stopper forfølgelsen af de arbejdsløse og sætter gang i beskæftigelsen. De ved dog udmærket godt, at for virkelig at bekæmpe arbejdsløsheden, er der brug for en anden regering, og de opfordrer derfor til landsdækkende protester.

A-klubben i BJMF viser vejen frem for alle, der både ønsker en anden regering og, nok så vigtigt, en anden politik. Der er brug for at erstatte regeringens ”værdikamp” med klassekamp og vise, at hetzen mod arbejdsløse og hetzen mod muslimer hænger sammen. Vi må derfor også tilbagevise argumenterne om, at muslimske kvinder (modsat etnisk danske kvinder) ikke er i stand til at befri sig selv, f.eks. afgøre om bestemte typer tøj er undertrykkende eller ej.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 295, 18. februar 2010.

Dansk Folkeparti og forklaringens problem

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er næppe nødvendigt over for dette blads læsere at begrunde, hvorfor forklaringen af Dansk Folkepartis succes udgør en central opgave for venstrefløjen. For et par måneder siden udkom en antologi, der leverer vigtige brikker til en sådan forklaring, nemlig Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi, som er redigeret af Anne Jessen fra Demos.

Enhver analyse af Dansk Folkeparti må nødvendigvis forholde sig til, om partiets politik kan karakteriseres som racistisk. I sit bidrag til bogen fremhæver Ole Krarup den højesteretsdom, som netop konkluderede, at Pia Kjærsgaards synspunkter kan beskrives som racistiske. Dommen påpegede, at racisme ikke kun er betegnelsen for teorier om visse ”racers” biologiske underlegenhed, men også for fjendtlighed over for mennesker med anden etnisk eller national baggrund. F.eks. hævder DF, at muslimers ”underlegenhed” er religiøst og kulturelt funderet, ikke biologisk. Partiet gør her islam til den mono-kausale forklaring på adfærdsformer – virkelige såvel som indbildte – som påstås at stride mod danske ”værdier”. Denne islamofobi dokumenteres i bogen af Rune Engelbreth Larsen, der konkluderer, at DF ikke skelner mellem muslimer, islam og islamisme, men ser muslimer som en forskelsløs masse, ”islamificerer” de fleste samfundsproblemer og freder konservative og fundamentalistiske retninger inden for andre kulturer og religioner. Faktisk har en lutheransk fundamentalist spillet en hovedrolle for DF's politiske gennembrud, nemlig Søren Krarup. Dels med kampagnen mod udlændingeloven fra 1983 og stiftelsen af Den Danske Forening. Dels ved at sidde i Folketinget og sammen med fætteren Langballe i Trykkefrihedsselskabet og Tidehverv at have samlet store dele af den intellektuelle højrefløj. Krarups ekstremisme udstilles i Christian Braad Thomsen overordentligt velskrevne artikel, som påviser DF-præstens systematiske sammenblanding af politik og teologi. 

Et andet vigtigt element i partiets ideologiske univers, er forestillingen om en særlig ”danskhed”, og her demonstrerer Henrik Jøker Bjerre overbevisende, at dette begrebs elasticitet gør DF i stand til at hævde, at ”danskhed” er lig med partiets til enhver tid førte politik. Fordi det traditionelle nationale fællesskab undermineres af globalisering og økonomisk liberalisering, søger DF's vælgere tilflugt i et fællesskab baseret på forestillingen om en fælles opfattelse af danskhed, ”den partikulære etniske substans”, der ifølge Jøker Bjerre er lig med samfundets uskrevne regler eller ”vaner”. Han mener, at svaret derpå er, at venstrefløjen, i stedet for at gentage tidens populære floskler om netværksøkonomi og selvrealisering gennem et kreativt arbejdsliv, opstiller et alternativt fællesskab.  På lignende vis beskriver Mikkel Thorup i sit indlæg, hvordan højrepopulismes internationale fremmarch skyldes, at det politiske systems selvfortælling og legitimitet er under pres, og at disse partier har taget patent på systemkritikken. Den generelt afideologiserede venstrefløj har også i forhold til migrationsdebatten accepteret modstanderens ”grundfortælling”, nemlig at den har undertrykt udlændingedebatten og været blind for problemerne. Thorup begår dog selv en lignende fejltagelse ved at hævde, at VKO-alliancen bygger på en arbejdsdeling, hvor VK forsvarer overklassens økonomiske interesser og DF varetager underklassens. 

Et åbenlyst eksempel på overtagelse af modstanderens præmisser er naturligvis Villy Søvndals påstand om, at ligestilling er et spørgsmål, som venstrefløjen ”i langt højere grad” fremover ”skal turde tage et slagsmål med indvandrerne om.” Som Rikke Andreassens artikel påpeger, generaliseres indvandrerne, ved således at tale om dem i bestemt form og flertal, til en homogen og patriarkalsk masse, hvilket fører til en opdeling i et farvet ”dem” uden ligestilling og et hvidt ”os” med ligestilling. Andreassens fokus er dog påvisningen af, at DF ikke har nogen egentlig ligestillingspolitik, men i stedet instrumentaliserer både feminisme og kampen for seksuelle mindretals rettigheder til en kritik af etniske minoriteter. Og når partiet f.eks. vil bestemme muslimske kvinders tøjvalg, indskriver det sig i en lang tradition, hvor andre forsøger at diktere kvinders påklædning. Også retspolitik er i dag omdannet til et våben vendt mod muslimerne, hvilket er emnet for Preben Wilhjelms artikel, som dokumenterer DF's magt over regeringens politik på dette område og fremhæver, at store dele af oppositionen ofte passivt tilslutter sig denne udvikling. Vi kan for egen regning tilføje, at det desværre er en generel international tendens, at centrum-venstre partierne overtager denne (neo)konservative ”lov og orden”-agenda.

Som det gerne skulle fremgå, byder bogen på mange gode argumenter og vigtige elementer til en forklaring af højrepopulismens fremvækst. Man savner dog ofte, at de forskellige indsigter sættes ind i en større social og historisk helhed. Der findes næppe bedre kvalificerede til denne opgave end Curt Sørensen, der bidrager til bogen med artiklen ”Samfundskrise, demokratikrise og højrepopulisme”, som indledningsvis kritiserer en række fashionable teorier om disse nye højrepartier. F.eks. formår den politologiske mainstream med sine ”spørgeskemaundersøgelser og statistiske korrelationer” kun at udvikle partielle teorier, som blot viser behovet for ”endnu mere omfattende teorier og forståelse af historiske sammenhænge og lange udviklingstendenser”. Desuden kritiseres de teorier, der –  i forlængelse politologen Inglehart – forklarer højrepopulismens fremvækst på baggrund af en udvikling fra industrisamfund med materiel interessekamp til postindustrielt samfund og værdikamp. 

Teorien om overgang til postindustrielle samfund domineret af værdikampe overser nemlig, at konflikterne i det såkaldte industrisamfund langt fra kun var snævre økonomiske kampe. F.eks. handlede arbejderbevægelsens projekt ikke kun om økonomiske forbedringer, men også om politiske spørgsmål som valgret og og ”stats- og nationsbygningsproblemer” såvel som ”kulturel selvhævdelse”. Omvendt er den nuværende økonomiske krise blot det tydeligste eksempel på, at de materielle interessekampe overhovedet ikke er forsvundet i dag. I det hele taget er det problematisk at se politik, økonomi og kultur som isolerede fra hinanden. Disse faktorer er tværtimod ”sammenfiltrede” ifølge Sørensen, der som eksempel giver den globale kapitalisme, hvis udbredelse også har omfattende politiske og kulturelle konsekvenser. Teorien om postindustrielt samfund og værdikamp kritiseres ydermere for at være evolutionistisk og teknologisk deterministisk. 

Ingleharts teori skinner også igennem i den meget omtalte og roste bog ”Kampen om sandhederne”, skrevet af Rune Lykkeberg fra Dagbladet Information. Bogen beskriver DF's fremgang som et underklasseoprør mod en ”kulturel overklasse”. Udover den allerede beskrevne kritik af forestillingen om ”postindustrielt samfund” og ”værdikampe”, argumenterer Sørensen for, at tesen om en ”kulturel overklasse” overtager vigtige dele af DF's selvforståelse, ”blokerer for en erkendelse og adækvat analyse” af de vigtigste samfundsproblemer, tillægger kulturarbejdere en magt på linie med lederne af ”de store politiske, økonomiske og militære institutioner”, hvortil skal føjes ”den komparative analytiske brist” ved at se partiet som et isoleret dansk fænomen. 

I Sørensens egen ”skitse til en generel og kompleks forklaringskonstruktion” ses de højrepopulistiske og højreradikale partiers fremgang på baggrund af processer af stats- og nationsbygning, kapitalistisk udvikling og globalisering, der har skabt en alvorlig ”solidaritets- og identitetskrise”, hvor den sociale ordens sammenhængskraft krakelerer og demokratiet nedbrydes, hvilket forstærkes af arbejderbevægelsens svækkelse. På baggrund af denne generelle og alvorlige samfundskrise, frygter han hvilke kræfter, en langvarig og dyb økonomisk krise eller et terrorangreb (her bør også en økologisk katastrofe nævnes) kan slippe løs. I en sådan situation udgør højrepopulismen en potentiel fascisme-model for det 21. århundrede. Selvom et parti som DF ikke er fascistisk, da det bekender sig til demokrati (forstået som majoritetsvælde) og ikke har stormtropper på gaden, repræsenterer højrepopulismen ikke desto mindre en mulig proto-fascisme. 

Den af Sørensen skitserede forklaringskonstruktion er et ambitiøst og vægtigt bidrag til at løse det, han selv kalder ”forklaringens problem”. Efter undertegnedes mening kan analysen dog med fordel inddrage den profitabilitets- og overakkumulationskrise, som Robert Brenner og andre påpeger har kendetegnet de avancerede kapitalistiske økonomier siden slutningen af 1960'erne. Dette ”long downturn” er med til at forklare, hvorfor de socialdemokratiske partier, som har bundet sig op på kapitalismens evne til at skabe økonomisk vækst, har haft stadig sværere ved at gennemføre reformer til fordel for sine traditionelle vælgergrupper, hvilket har skabt plads til partier som Dansk Folkeparti. 

En præcis forklaring af højrepopulismens fremvækst giver os vigtige hints om, hvordan venstrefløjen kommer i offensiven. Denne anmeldelse vil dog allerede nu tillade sig at drage visse konklusioner: Hvis en stor del af højrepopulismens appel skyldes, at den har fået lov at tage patent på systemkritikken, kan svaret ikke være den udbredte tendens til, at venstrefløjen søger mod midten. Omvendt kræver genopbygningen af arbejderbevægelsen et fokus på, hvor bevægelsen selv opstod: på arbejdspladserne. Hvis det er selve den kapitalistiske udviklingstendens, der har undergravet det traditionelle fællesskab og dets værdier, er partielle reformer ikke nok i selv. Der er derfor brug for et kvalitativt andet system. Og det burde forklare, hvorfor f.eks. appel til humanistiske værdier eller opfordringer til sproglig kamp mod hegemoniske diskurser (som er det indtryk, man får af hhv. Rune Engelbreth Larsens og Rikke Andreassens i øvrigt glimrende indlæg) ikke kan stå alene.    

Trods enkelte sjuskefejl (f.eks. artikler med henvisninger til litteraturlister, der er forsvundet), kan Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi anbefales som den måske hidtil bedste bog om emnet.

Anne Jessen (red.): Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi. 147 sider. Frydenlund. 199 kr. Udkom 9. november.

En økologisk-social revolution

Nutidens økologiske krise udspringer af kapitalens voldsomme ekspansion ind på alle livets områder. En økologisk omstilling indebærer derfor også et opgør med det kapitalistiske system af global irrationalitet. Det skriver John Bellamy Foster i dette uddrag fra sin seneste bog The Ecological Revolution: Making Peace with the Planet, som vi bringer med tilladelse fra Foster og Monthly Review Press.

Målet om en økologisk revolution, som jeg her vil fremlægge det, har som indledende præmis, at vi befinder os midt i en global miljøkrise af et så enormt omfang, at hele klodens livsvæv er truet og dermed civilisationens fremtid.

Dette er ikke længere nogen særlig kontroversiel påstand. Der findes ganske vist forskellige opfattelser af størrelsen på den udfordring, som det rejser. Det ene ekstrem udgøres af dem, der mener, at eftersom der er tale om menneskelige problemer, som er fremkaldt af menneskelige årsager, lader de sig let løse. Det eneste, vi har brug for, er opfindsomhed og viljen til at handle. Det andet ekstrem udgøres af dem, der mener, at verdens økologiske tilstand forværres i et omfang og tempo, som overgår vores kontrolmidler, hvilket fører til de dystrest tænkelige forudsigelser. Selvom disse to synspunkter ofte ses som polære modsætninger, har de ikke desto mindre et fælles grundlag. Som Paul Sweezy bemærkede afspejler de begge ”den opfattelse, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, er det kun et spørgsmål om tid før menneskeslægten uigenkaldeligt har besudlet sin egen rede.”[i]

Faresignaler
Jo mere vi lærer om den nuværende miljøudvikling, jo mere står det klart for os, at den nuværende kurs ikke er bæredygtig. Faresignalerne omfatter:

* Der er nu praktisk talt vished for, at den afgørende grænse i form af en temperaturstigning på 2 °C over det før-industrielle niveau snart vil blive overskredet på grund af ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren. Videnskabsfolk mener, at klimaforandringer i denne størrelsesorden vil have betydningsfulde konsekvenser for verdens økosystemer. Spørgsmålet er ikke længere, om der vil ske betydelige klimaændringer, men hvor store de bliver.[ii]

* I det videnskabelige miljø er der stigende bekymring for, at vurderingerne fra FN’s klimapanel (IPCC), som i det værst tænkelige scenario projicerede en stigning på 5,8 °C i verdens gennemsnitlige temperatur i år 2100, er for optimistiske. For eksempel indicerer resultaterne fra verdens største klimamodelleringseksperiment, tilknyttet Oxford Universitet i Storbritannien, at den globale opvarmning kan stige næsten dobbelt så hurtigt som IPCC har vurderet.[iii]

* Eksperimenter ved bl.a. The International Rice Institute har fået videnskabsfolk til at konkludere, at hver temperaturstigning på 1 °C kan få udbyttet på ris, hvede og korn til at falde med 10 %.

* Det er nu en stadig mere udbredt opfattelse, at verden nærmer sig den maksimale produktion af råolie. Verdensøkonomien har derfor udsigt til mere begrænsede olieforsyninger, trods den hastigt stigende efterspørgsel. Alt dette peger i retning af en voksende global energikrise og iværksættelsen af krige om ressourcer.[iv]

* Kloden har udsigt til vandmangel på globalt plan på grund af aftapningen af uerstattelige grundvandmagasiner, som udgør hovedparten af verdens ferskvandsbeholdning. Dette udgør en trussel mod den globale landbrugssektor, som er blevet forvandlet til en bobleøkonomi baseret på en ikke-bæredygtig rovdrift på grundvandet. I dag har et ud af fire mennesker i verden ikke adgang til rent vand.[v]

* 2/3 af verdens store fiskebestande bliver i dag fisket ved eller over deres kapacitet. I løbet af det sidste halve århundrede er 90 % af verdenshavenes de store rovfisk blevet udryddet.[vi]

* Niveauet for udryddelse af arter er det højeste i 65 millioner år, med udsigt til en kaskade af udryddelser efterhånden som de sidste levn af intakte økosystemer fjernes. Allerede nu er udryddelsesraten i nogle tilfælde (som f.eks. fuglearter) 100 gange højere end ”normen” eller den ”naturlige” rate. Videnskabsfolk har udpeget 25 brændpunkter på landjorden, som kun udgør 1,4 % af verden jordoverflade, men rummer 44 % af karplantearter og 35 % af alle arter i fire hvirveldyrgrupper. Alle disse brændpunkter trues nu af hurtig udslettelse som følge af menneskelig aktivitet. Ifølge Stephen Pimm og Clinton Jenkins i Scientific American: ”Der findes stadig betydelige områder med intakt vildnis: fugtige tropiske skove som Amazon eller Congo, Afrikas mere tørre træstrækninger og Canadas og Ruslands nåleskove. Hvis fældningen af disse vildmarksskove fortsætter i det nuværende tempo, vil den sammenlagte udryddelsesrate for dem og brændpunkterne rundt omkring i verden snart være 1000 højere end målsætningen på én ud af en million.”[vii]

* Ifølge en undersøgelse offentliggjort af det amerikanske videnskabsakademi i 2002 overskred verdensøkonomien jordklodens gendannelseskapacitet i 1980 og havde i 1999 oversteget den med op til 20 %. Dette betyder, ifølge rapportens forfattere, at ”det ville kræve 1,2 jordkloder, eller en jordklode for hvert 1,2 år, for at gendanne det, menneskeheden forbrugte i 1999.”[viii]

* Spørgsmålet om forgangne civilisationers økologiske kollaps, fra Påskeøerne til Maya-indianerne, bliver i dag i stigende grad anset for også at omfatte nutidens globale kapitalistiske system. Dette synspunkt, som længe har været udbredt blandt miljøforkæmpere, er blevet populariseret af Jared Diamond i hans bog Collapse.[ix]

Disse og andre faresignaler indicerer, at menneskehedens nuværende forhold til miljøet ikke længere kan opretholdes. De mest udviklede kapitalistiske lande har de største økologiske fodaftryk per capita, hvilket demonstrerer, at i dag repræsenterer hele den globale kapitalistiske udviklingskurs en blindgyde.

Den herskende kapitalistklasses primære svar på den voksende miljøudfordring er fiflerier samtidig med, at Rom står i flammer. I det omfang der er en strategi, består den i at satse på en revolutionering af produktivkræfterne samtidig med, at det eksisterende system af sociale relationer bevares intakt. Det var Karl Marx, der i Det kommunistiske manifest som den første fremhævede ”de stadige omvæltninger i produktionen” som et kendetegn ved det kapitalistiske samfund. Nutidens velbeslåede interesser sætter deres lid til, at denne indbyggede proces af revolutionære teknologiske forandringer kombineret med markedets højt berømmede magi vil løse miljøproblemerne når og hvor det bliver nødvendigt.

I stærk kontrast dertil mener mange miljøforkæmpere nu, at teknologisk revolution alene ikke vil være tilstrækkeligt til at løse problemerne, og at der er behov for en mere vidtgående social revolution med det formål at transformere den nuværende produktionsmåde.

Great Transition-scenarier
I et historisk perspektiv kræver løsningen på spørgsmålet om samfundets økologiske transformation, at vi må fastslå: (1) i hvilken retning det globale kapitalistiske system for tiden bevæger sig; (2) hvilket omfang det kan ændre sin kurs gennem teknologiske og andre midler som svar på nutidens konvergerende økologiske og sociale kriser; og (3) de historiske alternativer til det eksisterende system. Det hidtil mest ambitiøse forsøg på at foretage sådan en bred vurdering er kommet fra The Global Scenario Group, som er et projekt lanceret af Stockholms Miljøinstitut for at undersøge overgangen til global bæredygtighed. The Global Scenario Group har udsendt tre rapporter – Branch Points (1997), Bending the Curve (1998) og den afsluttende undersøgelse Great Transition (2002). I det følgende vil jeg fokusere på den sidste af disse rapporter, Great Transition.[x]

Som navnet antyder, benytter The Global Scenario Group sig af forskellige alternative scenarier til at undersøge de mulige veje, samfund fanget i økologisk bæredygtighedskrise kan slå ind på. Deres afsluttende rapport fremlægger tre kategorier af scenarier: Conventional Worlds, Barbarization og Great Transition. Hvert af disse scenarier indeholder to varianter. Conventional Worlds består af Market Forces og Policy Reform. Barbarization kommer til udtryk i form af Breakdown og Fortress World. Great Transitions er opdelt i Eco-communalism og The New Sustainability Paradigm. Hvert scenario forbindes med forskellige tænkere: Market Forces med Adam Smith; Policy Reform med John Maynard Keynes og forfatterne til Brundtland Kommissionens rapport fra 1987; Breakdown med Thomas Malthus; Fortress World med Thomas Hobbes; Eco-communalism med William Morris, Mahatma Gandhi og E.F. Schumacher; og The New Sustainability Paradigm med John Stuart Mill.[xi]

Inden for Conventional Worlds-scenarierne står Market Forces for den utæmmede kapitalisme eller nyliberalismen. Den repræsenterer, med Great Transition-rapportens ord, ”den kapitalistiske ekspansions ildstorm.”[xii] Market Forces er en uindskrænket kapitalistisk verdensorden indrettet efter kapitalens akkumulation og hurtig økonomisk vækst uden hensyn til sociale eller økologiske omkostninger. Det afgørende problem, dette scenario rejser, er dets rovdyrs-agtige forhold til menneskeheden og jordkloden.

Det pres for at ophobe kapital, som er central i et Market Forces-regime, beskrives bedst med Marx almene formel for kapitalen (selvom den ikke omtales i selve Great Transition-rapporten). I et samfund med simpel vareproduktion (et abstrakt begreb for præ-kapitalistiske økonomiske formationer, hvor penge og marked spiller en underordnet rolle), eksisterer varernes og pengenes kredsløb i en form, V-P-V, hvor bestemte varer eller brugsværdier udgør slutpunktet for den økonomiske proces. En vare (V), som legemliggør en specifik brugsværdi, sælges for penge (P), der bruges til at købe en anden vare (V). Hvert eneste af sådanne kredsløb afsluttes med forbruget af en brugsværdi.

Når det kommer til kapitalismen, eller den generaliserede vareproduktion, begynder og slutter pengenes og varernes kredsløb imidlertid med penge, eller P-V-P. Dertil kommer, at eftersom penge blot er et kvantitativt forhold, ville sådan en udveksling ikke give mening, hvis der blev erhvervet den samme mængde penge i slutningen af processen som der blev udvekslet i begyndelsen, hvorfor kapitalens almene formel i realiteten antager formen P-V-P’, hvor P’ er lig med P + ∆P, eller merværdien. Det iøjnefaldende sammenlignet med simpel vareproduktion, er, at der ikke er noget egentligt slutpunkt for processen, eftersom målet ikke er det endelig forbrug, men akkumulationen af merværdi eller kapital. P-V-P’ i ét år fører derfor til, at ∆P bliver geninvesteret, hvilket resulterer i P-V-P’’ det følgende år og P-V-P’’’ året derefter ad infinitum. Med andre ord er kapital af natur selvekspanderende værdi.[xiii]

Drivkraften bag dette pres for at akkumulere er konkurrence. Konkurrencekampen sikrer, at hver eneste kapital eller virksomhed må vokse og, som følge deraf, må geninvestere sin ”fortjeneste” for at overleve. Sådan et system tenderer mod eksponentiel vækst ledsaget af kriser eller midlertidige afbrydelser af akkumulationsprocessen. Det pres, det sætter på naturomgivelserne, er umådeligt stort og vil kun mindskes med selve kapitalismens svækkelse eller ophør. I løbet af det sidste halve århundrede er verdensøkonomien vokset mere end syvfoldigt, hvorimod biosfærens kapacitet til at opretholde sådan en ekspansion, om noget, er blevet formindsket som følge af menneskets økologiske ødelæggelser.[xiv]

Hovedantagelsen hos dem, der taler for en Market Forces-løsning på miljøproblemerne, er, at den vil føre til stigende effektivitet i forbruget af miljømæssige input takket være teknologiske revolutioner og stadig markedstilpasninger. Forbruget af energi, vand og andre naturressourcer pr. enhed økonomisk output vil falde. Dette beskrives ofte som ”dematerialisering”. Imidlertid er den centrale implikation af dette argument forkert. Dematerialiseringen har, i det omfang den kan siges at finde sted, vist sig at være en langt svagere tendens end P-V-P’. Som Global Transition-rapporten formulerer det ”overhales ”vækst-effekten” af ”effektivitetseffekten””.[xv]

Dette kan forstås konkret ud fra det, der er blevet benævnt som Jevons-paradokset, opkaldt efter William Stanley Jevons, som udgav The Coal Question i 1865. Jevons, der var en af den neoklassiske økonomis grundlæggere, forklarede, at forbedringer af dampmaskinerne, som mindskede kulforbruget pr. outputenhed, også bevirkede en stigning i produktionens størrelse efterhånden som der blev bygget flere og større fabrikker. Som følge deraf havde den øgede effektivitet i brugen af kul også den paradoksale effekt at udvide det samlede kulforbrug.[xvi]

Farerne ved Market Forces-modelllen ses tydeligt af miljøødelæggelserne i de to århundreder, der er forløbet siden den industrielle kapitalismes fremkomst, især det sidste halve århundrede. ”Frem for at aftage”, erklærer Great Transition-rapporten, ”vil den ikke-bæredygtige miljønedbrydningsproces fortsat intensiveres. Faren for at overskride afgørende grænser i globale systemer vil forøges, hvilket vil kunne udløse begivenheder, som radikalt omformer klodens klima og økosystemer.” Selvom den er ”de fleste internationale institutioners uudtalte ideologi”, vil Markets Forces uundgåeligt føre til økologisk og social katastrofe, endda sammenbrud. Fortsættelsen af ””business-as-usual” er en utopisk fantasi”.[xvii]

Et langt mere rationelt grundlag for håb, fremhæver rapporten, kan findes i Policy Reform-scenariet. ”Scenariets kerne er fremkomsten af den politiske vilje til gradvist at bøje udviklingskurven i retning af en omfattende række af mål for bæredygtighed”, deriblandt fred, menneskerettigheder, økonomisk udvikling og miljøkvalitet.”[xviii] Dette er i bund og grund den Global Keyenesianisme-strategi, som blev fremført af Brundtland Kommissionens rapport i slutningen af 1980’erne – udvidelse af velfærdsstaten, der nu opfattes som en miljøvelfærdsstat, til hele verden. Den repræsenterer løftet om, hvad miljøsociologer kalder for ”økologisk modernisering”.

Policy Reform-tilgangen er indbygget i diverse internationale aftaler, såsom Kyoto-protokollen om global opvarmning og de miljøreformtiltag, der blev fremsat på Klimatopmøderne i Rio i 1992 og Johannesburg i 2002. Policy Reform ville indebære forsøg på at mindske global ulighed og fattigdom gennem udviklingsprogrammer, som udspringer fra de rige lande og internationale institutioner. Den ville fremme miljømæssige ”best practices” gennem statsunderstøttede markedsincitamenter. Trods potentialet for begrænset økologisk modernisering, fremhæver Great-Transition-rapporten, at Policy Reform ville kollidere med kapitalismens realiteter. Det skyldes, at Policy Reform stadig er et Conventional Worlds-scenario – hvor det kapitalistiske systems underliggende værdier, livsstile og strukturer fortsætter. ”Der er et modsætningsforhold mellem bæredygtighedens logik og det globale markeds logik. Det gensidige forhold mellem akkumulation af rigdom og koncentrationen af magt underminerer det politiske grundlag for forandringer.” Under disse omstændigheder vil ”Mammonguden og den Almægtige dollars dragende magt” herske.[xix]

Da begge Conventional World-scenariernes er ude af stand til at mindske problemet med økologisk tilbagegang, medfører det en trussel om Barbarization: enten Breakdown eller Fortress World. Breakdown forklarer sig selv og må undgås for enhver pris. Fortress World opstår når ”magtfulde regionale og internationale aktører forstår de farlige kræfter, der fører til Breakdown”, og er i stand til at beskytte deres egne interesser i tilstrækkelig grad til at oprette ”beskyttede enklaver.”[xx] Fortress World er et verdensomspændende apartheidsystem, som er indhegnet og opretholdes med magt, hvor skellet mellem de rige og fattige på globalt plan konstant uddybes, og hvor den ulige adgang til miljømæssige ressourcer og goder øges kraftigt. Den består af ”bobler af privilegier midt imellem oceaner af elendighed... Eliterne har stoppet barbarismen ved deres porte og gennemtvunget en form for miljøstyring og flygtig stabilitet.”[xxi] Klodens generelle miljøtilstand vil imidlertid fortsat forringes i dette scenario, hvilket enten vil føre til et fuldstændigt økologisk Breakdown eller gennem revolutionær kamp til et mere egalitært samfund, såsom Eco-communalism.

Denne beskrivelse minder bemærkelsesværdigt meget om det scenario, som blev fremlagt i Pentagon-rapporten Abrupt Climate Change and Its Implications for United States National Security fra 2003.[xxii] Denne Pentagon-rapport forestillede sig, at global opvarmning muligvis ville føre til afbrydelse af den thermohaline cirkulation, som opvarmer Nordatlanten, hvilket ville slynge Europa og Nordamerika ind i forhold som i Sibirien. Det beskrives hvordan de relativt velstående befolkninger under sådanne usandsynlige, men dog plausible, omstændigheder opfører ”defensive forter” omkring sig for at holde strømme af potentielle immigranter ude. De militære konfrontationer over knappe ressourcer intensiveres.

Man kan argumentere for, at utæmmet kapitalisme og ressourcekrige allerede i dag driver verden i denne retning, selvom det ikke har en så umiddelbart jordrystende årsag som pludselige klimaændringer. Med ”Krigen mod terror”, som siden 11. september 2001 er blevet udløst af USA mod det ene land efter det andet, har et ”barbarismens imperium” gjort sin tilstedeværelse nærværende.[xxiii]

Ikke desto mindre spiller Barbarization-scenarierne, i Global Scenario Groups perspektiv, blot den rolle at advare os om de værst tænkelige farer i form af økologisk og social nedgang. Great Transition er nødvendig, hævdes det, hvis Barbarization skal undgås.

I teorien forestiller sig Global Scenario Group sig to Great Transitions: Eco-communalism og The New Sustainability Paradigm. Eco-communalism-scenariet bliver dog overhovedet ikke diskuteret detaljeret, med den begrundelse, at frembringelsen af dette scenario ville kræve , at verdenssamfundet først gennemgik Barbarization. Global Scenario Groups forfattere ser Eco-communalisms sociale revolution som noget, der lægger hinsides Jack Londons Iron Heel. Diskussionen af Great Transition-scenarierne indskrænkes dermed til The New Sustainability Paradigm.

Kernen i The New Sustainability Paradigm består af en radikal økologisk transformation, som går imod det uindskrænkede ”kapitalistiske hegemoni”, men viger tilbage for en fuldstændig social revolution. Den skal primært gennemføres via en ændring af værdier og livsstil frem for transformationen af sociale strukturer. De politiske og teknologiske fremskridt, som begyndte med Policy Reform-scenariet, men som på grund af grådighedens normers dominans var ude af stand til at skabe tilstrækkelige miljøreformer, bliver her suppleret af et ”livsstilsbrud”.[xxiv]

I det eksplicit utopiske New Sustainability Paradigm-scenario omdannes FN til ”Verdensunionen”, som er en ægte global føderation. Globaliseringen er blevet ”civiliseret”. Verdensmarkedet er fuldt integreret og tæmmet til at frembringe lighed og bæredygtighed, i stedet for blot rigdom. Krigen mod terrorismen har resulteret i terroristernes nederlag. Civilsamfundet, der repræsenteres af de ikke-statslige NGO’er, spiller både nationalt og globalt plan en ledende rolle i samfundet. Stemmeafgivelsen foregår elektronisk. Fattigdom er blevet udryddet. Den almindelige ulighed er mindsket er drastisk. Dematerialiseringen finder faktisk sted, ligesom det er tilfældet med ”forureneren betaler”-princippet. Reklameindustrien er forsvundet af syne. Der er sket en overgang til solenergi-baseret økonomi. Lange rejser mellem bolig og arbejdspladser hører fortiden til; i stedet findes der ”integrerede bosættelser”, hvor bolig, arbejde, detailforretninger og fritidsfaciliteter er i nærheden af hinanden. De gigantiske virksomheder er blevet fremsynede sociale organisationer, i stedet for blot private enheder. De er længere udelukkende optaget af den økonomiske bundlinje, men har ændret sig til også at indarbejde miljømæssige bæredygtighed og social økologi som målsætninger uafhængige af profit.

Det hævdes, at fire former for aktører tilsammen har frembragt alt dette: (1) de gigantiske transnationale virksomheder; (2) mellemstatslige organisationer som FN, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og World Trade Organization; (3) civilsamfundet der handler gennem NGO’erne; og (4) en verdensbefolkning, som har globalt udsyn, er miljøbevidst samt demokratisk organiseret.[xxv]

Til grund for dette ligger økonomisk set begrebet om en stationær tilstand, der er beskrevet af Mill i hans værk Principles of Political Economy fra 1848, og i dag fremføres af den økologiske økonom Herman Daly og den Whitehead-inspirerede procesfilosof John Cobb. De fleste klassiske økonomer – deriblandt Adam Smith, David Ricardo, Thomas Malthus og Karl Marx – anså udsigten til en stationær tilstand som et forvarsel om den borgerlige politiske økonomis undergang. I modsætning dertil anså Mill, som Marx (i efterskriftet til den 2. tyske udgave af Kapitalen) beskyldte for ”åndløs synkretisme”, den stationære tilstand for på en eller anden måde at være kompatibel med de eksisterende produktionsforhold, hvilket medførte, at der kun var brug for ændringer i distributionen.[xxvi]

I New Sustainability Paradigm-scenariet, der som inspiration har Mills opfattelse af den stationære tilstand, forbliver kapitalismens grundlæggende institutioner intakte, ligesom det er tilfældet med de fundamentale magtforhold, men en ændring af livsstil og forbrugernes orientering betyder, at økonomien ikke længes er indstillet efter økonomisk vækst og højere profitter, men efter effektivitet, retfærdighed og kvalitative livsforbedringer. Et kapitalistisk samfund, som tidligere blev drevet frem til udvidet reproduktion gennem investeringen af merproduktet (eller merværdien), er blevet erstattet af et system bygget på simpel reproduktion (Mills stationære tilstand), hvor overskuddet går til forbrug frem for investeringer. Der er tale om en vision, hvor en kulturel revolution supplerer teknologisk revolution og radikalt ændrer det kapitalistiske samfunds økologiske og sociale landskab, uden grundlæggende at røre ved de produktions-, ejendoms- og magtforhold, som karakteriserer dette system.

Efter min mening er der både logiske og historiske problemer forbundet med denne prognose. Den kombinerer de svageste elementer i utopisk tænkning (nemlig at konstruere en fremtid udelukkende ud fra håb og ønsker) med et ”praktisk” ønske om at undgå et skarpt brud med det eksisterende system.[xxvii] Global Scenario Groups manglende evne til at udforske sit eget Eco-communalism-scenario er uløselig forbundet med dette perspektiv, som forsøger at undvige spørgsmålet om den mere gennemgribende social transformation, som ville være forudsætningen for en Great Transition.

Resultatet deraf er en fremtidsvision, som er ekstrem fyldt med selvmodsigelser. Private virksomheder har ét og kun ét formål: jagten på profit. Forestillingen om at kunne omstille dem til fuldstændig anderledes og modsatte sociale mål minder om det for længst forladte begreb om ”the soulful corporation”, der en kortvarigt dukkede op i 1950’erne og dernæst forsvandt i lyset af den barske virkelighed. Mange af ændringer, der er forbundet med The New Sustainability Paradigm, ville for at kunne gennemføres kræve en klassebaseret revolution. Og dog udelukker scenarioet selv dette. I stedet giver Global Scenario Group-forfatterne sig i kast med en form for magisk tænkning – og benægter, at grundlæggende ændringer af produktionsforholdene må ledsage (og undertiden endda gå forud for) ændringen af værdier. Ligesom det er tilfældet med Policy Reform-scenariet vil ”Mammonguden” – som Great Transition-rapporten selv påpeger – uundgåeligt overvinde en værdibaseret Great Transition, som forsøger at undgå den udfordring, der består i den revolutionære transformation af hele samfundet.

En økologisk-social revolution
Mere simpelt formuleret er det min påstand, at en global økologisk revolution, der lever op til navnet, kun kan finde sted som led i en større social – og, vil jeg hævde, socialistisk – revolution. Sådan en revolution ville for at kunne frembringe betingelserne for den lighed, bæredygtighed og menneskelig frihed, som er en ægte Great Transition værdig, nødvendigvis få sin største drivkraft fra arbejderbefolkningen og samfundene på bunden af det globale kapitalistiske hierarki. Den ville kræve, som Marx fremførte, at de associerede producenter på rationel vis regulerer det menneskelige stofskifte-forhold med naturen. Det ville anvende en radikalt anderledes målestok for rigdom og menneskelig udvikling end det kapitalistiske samfund.

Når vi skal forestille os sådan en social og økologisk revolution, kan vi, som Marx, hente inspiration i det det gamle epikuræiske begreb om ”naturlig rigdom”. Som Epikur bemærkede i sin Grundlæggende læresætninger: ”Naturlig rigdom er både begrænset og let opnåelig; unyttige grillers rigdom fortsætter for evigt.” Det er den unaturlige og ubegrænsede karakter af sådan en fremmedgjort rigdom, der er problemet. På samme måde erklærede Epikur i det, der er blevet kendt som Vatikanske sentenser: ”Fattigdom er, når den sammenlignes med livets naturlige formål, stor rigdom; men ubegrænset rigdom er stor fattigdom.”[xxviii] Den frie menneskelige udvikling, som opstår i et klima af naturlige begrænsninger og bæredygtighed, er det sande grundlag for rigdom, for en rig og mangesidet eksistens; den grænseløse jagt på rigdom er den primære årsag til menneskelig fattigdom og lidelse. Det er overflødigt at påpege, at denne bekymring for naturligt velvære, i modsætning til kunstige behov og stimulanter, udgør det kapitalistiske samfunds antitese og er forudsætningen for et bæredygtigt menneskeligt samfund.

En Great Transition må derfor have de kendetegn, som følger af det scenario, Global Scenario Groups sprang let henover: Eco-communalism. Den må hente inspiration hos William Morris, en af Karl Marx’s mest originale og økologisk-bevidste tilhængere, fra Gandhi og fra andre radikale, revolutionære og materialistiske personligheder, deriblandt Marx selv, helt tilbage til Epikur. Målet må være skabelsen af bæredygtige samfund indrettet efter udviklingen af menneskelige behov og evner, fri for det altopslugende pres for at akkumulere rigdom (kapital).

Som Marx skrev, starter det nye system med ”samfundenes selvforvaltning”.[xxix] Skabelsen af en økologisk civilisation kræver en social revolution, der, som Roy Morrison forklarer, må være demokratisk-organiseret fra neden. ”Samfund efter samfund… region efter region”. Den må sætte tilfredsstillelsen af grundlæggende menneskelige behov – ren luft, uforurenet vand, ordentlig sanitet, sociale transportformer samt universelle sundheds- og uddannelsesydelser, der hver især forudsætter et bæredygtigt forhold til kloden - før alle andre behov og ønsker. ”En økologisk dialektik” efter disse retningslinjer, fremhæver Morrison, ”forkaster ikke kamp, men den industrielle negations endeløse slagteri” i den ubegrænsede profits interesse.[xxx]

Sådan en revolutionær omvæltning af de menneskelige forhold kan måske virke usandsynlig. Men fortsættelsen af det nuværende kapitalistiske system over et længere tidsrum vil vise sig umulig – hvis den eksisterende menneskelige civilisation og livsvævet skal opretholdes.


John Bellamy Foster er professor i sociologi ved University of Oregon og er foruden The Ecological Revolution forfatter til bl.a. Naked Imperialism (2006) og Marx's Ecology (2000), som alle er udgivet af Monthly Review Press. Oversat af Lars Henrik Carlskov.


--------------------------------------------------------------------------------

[i] Paul M. Sweezy, “Capitalism and the Environment,” Monthly Review 41, no. 2 (June 1989), 4.

[ii] International Climate Change Task Force, Meeting the Climate Challenge, January 2005, http://www.americanprogress.org.

[iii] The Times (London), January 27, 2005.

[iv] Se kapitel 4.

[v] Bill McKibben, “Our Thirsty Future,” New York Review of Books, September 25, 2003.

[vi] Worldwatch, Vital Signs 2005, http://www.worldwatch.org; Brett Clark og Rebecca Clausen, “The Oceanic Crisis,” Monthly Review 60, no. 3 (July-August 2008): 91, 94–97.

[vii] Stuart L. Pimm og Clinton Jenkins, “Sustaining the Variety of Life,” Scientific American, September 2005, 66–73; Stuart L. Pimm og Peter Raven, “Extinction by Numbers,” Nature, February 24, 2000, 843–45.

[viii] Mathis Wackernagel et al., “Tracking the Ecological Overshoot of the Human Economy,” Proceedings of the National Academy of Sciences 99, no. 14 (July 9, 2002): 9268.

[ix] Jared Diamond, Collapse (New York: Viking, 2005).

[x] Paul Raskin, Tariq Banuri, Gilberto Gallopín et al., Great Transition: The Promise and Lure of the Times Ahead (Boston: Stockholm Environment Institute, 2002), http://www.gsg.org.

[xi] Raskin et al., The Great Transition, 17–18.

[xii] Raskin et al., Great Transition, 7.

[xiii] Karl Marx, Capital, vol. 1 (New York: Vintage, 1976), 247–57; Paul M.Sweezy, Four Lectures on Marxism (New York: Monthly Review Press, 1981), 26–36. En stor del af Marx’s analyse i Kapitalen beskæftiger med, hvor ∆P eller merværdien kommer fra. Han argumenter for, at det for at besvare dette spørgsmål er nødvendigt at gå ned under udvekslingsprocessen og udforske den kapitalistiske produktions skjulte kroge – hvor det afsløres, at kilden til merværdien skal findes i processen, hvor arbejderklassen udbyttes.

[xiv] Lester Brown, Outgrowing the Earth (New York: W.W. Norton, 2004).

[xv] Raskin et al., Great Transition, 22.

[xvi] Se kapitel 6.

[xvii] Raskin et al., Great Transition, 22–24, 29.

[xviii] Ibid., 33.

[xix] Ibid., 41, 77.

[xx] Ibid., 25.

[xxi] Ibid., 27.

[xxii] Se kapitel 5.

[xxiii] John Bellamy Foster, Naked Imperialism (New York: Monthly Review Press, 2006), 147–60.

[xxiv] Raskin et al., Great Transition, 47.

[xxv] Ibid., 71–90.

[xxvi] Mill opfattede på den tid ganske vist sig selv som en slags socialist. Se John Stuart Mill, Principles of Political Economy (New York: Longmans, Green, and Co., 1904), 452–55.

[xxvii] Se Bertell Ollman’s diskussion i “The Utopian Vision of the Future (Then and Now),” Monthly Review 57, no. 3 (July-August 2005): 78–102.

[xxviii] Epicurus, The Extant Remains, translated by Cyril Bailey (New York: Limited Editions Club, 1947), 161. Om Marx’s forhold til Epikur se John Bellamy Foster, Marx’s Ecology (New York: Monthly Review Press, 2000).

[xxix] Marx and Engels, Collected Works, vol. 24 (New York: International Publishers, 1975), 519; Paul Burkett, “Marx’s Vision of Sustainable Human Development” i Monthly Review 57, no. 5 (October 2005): 34–62.

[xxx] Roy Morrison, Ecological Democracy (Boston: South End Press, 1995), 80, 188.