Kamp og konflikt formede det moderne Danmark

Bogen ”De stridbare danskere” punkterer den nationalromantiske myte om den nuværende samfundsmodels fredsommelige tilblivelse.

Af Lars Henrik Carlskov

Historikeren og sociologen René Karpantschof har således et radikalt andet udgangspunkt end mainstreamfortællingen om konsensuspræget udvikling. Hvor parterne angiveligt ved det bedre arguments kraft og forhandlingsbordet fandt frem til en fællesnævner, som nogenlunde ligeligt tilgodeså de forskellige klassemæssige og andre interesser. I stedet anlægges et langt mere frugtbart konfliktperspektiv på den pågældende periode (1848-1920) af Danmarkshistorien.

Samtidig leveres et fornemt eksempel på historieskrivning nedefra, hvis primære fokus ikke er enkeltpersoner fra den fåtallige overklasse, men i stedet kollektive bevægelser og kollektiv kamp med udspring i brede befolkningslag. Som forfatteren fremhæver, spillede frygten for eller ønsket om underklasserevolution her en væsentlig rolle i disse års politiske og sociale udvikling.

Militant kamp gav reformer
Det medførte en række reformtiltag for at dæmpe den folkelige utilfredshed. Disse reformer var dog ikke blot præventive foranstaltninger ”fra oven”, men ofte også et produkt af langvarige og helt eller delvist sejrrige massekampe mod den herskende klasses forbitrede modstand. Her bør dog også inddrages den nok så væsentlige faktor, som Karl Marx bl.a. påpegede sin berømte analyse af arbejdsdagens længde.

Nemlig, at staten som repræsentant for kapitalistklassen som helhed, kan gennemtvinge reformer i systemets mere langvarige interesse (f.eks. en arbejdsstyrke med fornøden sundhed og uddannelse) som enkeltkapitalisten typisk vil modsætte sig af frygt for at miste en fordel overfor konkurrenterne. Resultatet af disse komplekse årsagssammenhænge var begrænsede, men mærkbare reformer. F.eks. udvidelse af stemmeretten til hovedparten af den voksne befolkning, anerkendelse af fagbevægelsens kollektive forhandlingsret og de spæde skridt til den såkaldte velfærdsstat.

Fortjener bred læserskare
I årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og den socialistiske oktoberrevolution 1917 i Rusland mundede dette konfliktfyldte forløb ifølge Karpantschof ud i en ”episk styrkeprøve mellem” politiske kræfter, der kæmpede for to konkurrerende ”samfundssystemer: kapitalisme eller socialisme”. I den forbindelse og generelt understreger bogen internationale begivenheders betydning.

I følge forfatteren kan man omkring 1920 tydeligt identificere mange af det moderne danske samfunds grundtræk: De nuværende grænser, den kapitalistiske produktionsmåde, parlamentarismen, partisystemet og forløberne for mange sociale bevægelser. Trods det høje sideantal, er bogen letlæst, og bør læses af alle historisk interesserede. Ikke mindst dem, der, som denne avis' læsere, ønsker at lære af historien for selv at skabe historie.

René Karpantschof: De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920. Gads Forlag. 2019. 544 sider.

Coronalove som hegemoniudøvelse

Trods regeringens historisk favorable opinionstal, begynder hverdagen og slagsmålet om coronaregningen nu for alvor.

Af Lars Henrik Carlskov

De 34 % i Berlingske Barometers seneste vægtede snit af målinger 6/7 ville være bedste socialdemokratiske folketingsvalg siden 1998. En voldsom omvæltning i forhold til sidste års valgresultat på 25,9 % med tilbagegang på 0,4 %, og som kun var marginalt (0,3 %) bedre end det katastrofale jordskredsvalg i 1973. COVID19-pandemiens politiske positionskamp er således udnyttet til en midlertidig cementering af det parlamentariske overherredømme (eller hegemoni, med den italienske marxist Gramscis begreb).

Hjulpet på vej af tendensen til, at pludseligt indtrufne krisesituationer indledningsvist medfører øget opbakning til den siddende regering. Forstærket af den hastigt indgåede politiske borgfred, hvor de øvrige partier fredede regeringen for andet end detailkritik. Som de erklærede borgerlige partier efterfølgende erstattede med pres for hurtig genåbning af hensyn til de store virksomheders økonomiske bundlinje, hvilket forståeligt nok manglede folkelig appel. Hvorimod partierne på Mette Frederiksens venstre flanke stadig føler sig bundne af underskrifterne på sidste års uforpligtende ”forståelsespapir” om regeringens politiske kurs.

Udmanøvreret opposition
Dermed reduceret til i heldigste tilfælde regeringens juniorpartnere, hvor åben opposition ses som en trussel mod en plads ved forhandlingsbordet. Hvor de alligevel reelt ingen trumfer har at spille, da SF-Enhedslisten hverken tør vælte regeringen eller reelt arbejder for den folkelige mobilisering uden for Borgens mure, der kan forrykke styrkeforholdene. Regeringen er med DR’s politiske analytiker Jens Ringberg ord ”den mest topstyrede, vi nogensinde har haft”. I regeringens og Socialdemokratiets rækker betyder det en hypercentraliseret beslutningsproces, hvor f.eks. ikke engang partiets ordførere må udtale sig på eget område uden grønt lys helt fra toppen.

En autoritær tendens, der går igen udadtil. F.eks. i coronalovene, hvor regeringen i flere tilfælde har tilsløret, om diverse tiltag er sundhedsfagligt begrundede eller blot udtryk for et politisk ønske. Hurtigt afsløredes det f.eks., at grænselukningen udelukkende var politisk begrundet. Et andet autoritært tiltag uden sundhedsfaglig begrundelse er f.eks. dobbelt eller firedobbelt straf for såkaldte corona-forbrydelser, hvor f.eks. tyveri af en flaske håndsprit kan give ubetinget fængsel.

Udfordringer til hegemoni
På pressemødet om nedlukning 11/3 brugte Mette Frederiksen intet mindre end 17 gange i sin indledning begreberne ”Danmark” og ”danskerne”, og opfordrede til national samling. Altså forestillingen om et nationalt fællesskab, der overtrumfer modstridende klasseinteresser. Der ligesom grænselukning og drakoniske coronastraffe indskriver sig i regeringens egenfortælling som handlekraftig og villig til at gå til ekstremer for at beskytte det imaginære nationale fællesskab mod forestillede indre og især ydre trusler.

Men denne fortælling og dermed regeringens hegemoni er skrøbelig, da efteråret byder på en række politiske opgør om bl.a. hjælpepakker, klima, minimumsnormeringer, ældrevelfærd, pensionsalder og selve finansloven. Her skal regningen for coronanedlukning og den økonomiske krise, der allerede forinden stod for døren, fordeles. Da kapitalismens drivkraft er stadig større profit, og mindre profit betyder krise, er den eneste ”løsning” inden for systemets rammer forøgelse af de store virksomheders overskud på bekostning af almindelige lønmodtagere, arbejdsløse, studerende og syge. Men masseprotester i form af demonstrationer og strejker kan afværge dette scenario og udfordre kapitalsystemets hegemoni.

Gramsci er vaccine mod et sygt system

Nutidens aktivister kan lære af Antonio Gramscis (1891-1937) idéer om vejen fra protest til social revolution.

Af Lars Henrik Carlskov

”Hele Europa er fyldt af revolutionens ånd. Der er en dyb følelse af ikke bare utilfredshed, men vrede og oprør blandt arbejderne... Fra den ene ende af Europa til den anden stiller befolkningsmasserne spørgsmålstegn ved hele den nuværende orden i dens politiske, sociale og økonomiske aspekter.” Den britiske premierminister Lloyd Georges ord fra 1919 gjaldt ikke mindst Italien. Under ”il biennio rosso” (de to røde år) 1919-1920 skyllede bølger af strejker og besættelser af fabrikker og godser over landet, hvor arbejderne mange steder skabte demokratiske fabriksråd, som overtog produktionen.

Men bevægelsen druknedes i blod af Mussolinis fascister, som kom til magten i 1922. Støttet af store virksomheds- og godsejere, kongen, kirken, borgerlige politikere, generaler, politichefer og dommere. Derfor fængsledes Gramsci, kommunistpartiets generalsekretær og en af fabriksrådsbevægelsens ledere, de sidste 11 år af sit liv. Den hidtil eneste succesfulde socialistiske revolution gennemførtes 1917 i Rusland af bolsjevikpartiet. Anført af bl.a. Lenin og Trotskij og med årtiers erfaring fra den mislykkede 1905-revolution, omfattende strejker og andre massekampe.

Et sådant parti fandtes f.eks. ikke i Italien, Tyskland 1918-1923, Kina 1925-1927 eller ved andre revolutionsforsøg frem til i dag. Det har ført til blodig undertrykkelse af de revolutionære. Mest kendt er nok mordet i 1919 på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som først midt under revolutionen stiftede kommunistpartiet. I Italien oprettedes partiet først i 1921, hvor den revolutionære bølge havde toppet.

Sekterisme får fatale følger
De fleste arbejdere fulgte dog stadig de socialdemokratiske ledere i parlamentet og fagbureaukratiets top. Lenin, Trotskij og KOMINTERN (den nye internationale sammenslutning af revolutionære socialister) vedtog derfor taktikker til at forbinde sig med dette flertal. Et ”overgangsprograms” krav kan bygge bro mellem en revolutionær og flertallets reformistiske bevidsthed. Via ”massekampagner, der kæmper for disse krav uanset om, de kan forenes med det kapitalistiske system”. Krav, som i deres ”helhed udfordrer borgerskabets magt, organiserer proletariatet og markerer de forskellige stadier i dets kamp” for revolution.

Samt enhedsfront, der offentligt opfordrer til fælles kamp mellem revolutionære og socialdemokrater for at forsvare arbejderklassens livsvilkår. Accepterer de reformistiske ledere, styrkes kampen og muligheden for gennem den at vinde flertal for antikapitalistiske løsninger. Afviser disse ledere, kan det bruges til at udstille deres manglende kampvilje. Arbejde indenfor det parlamentariske demokrati og den eksisterende fagbevægelse er en pligt, så længe flertallet stadig har illusioner om disse. Det skal afsløre fagtoppen og parlamentarismen som stopklods for kamp og reelt demokrati. Hvor befolkningsflertallet i stedet for et kryds ca. hver 4. år, dagligt deltager i styringen af samfundet der, de arbejder, bor og går i skole.

Sidstnævnte kaldte Gramsci senere at ophæve skellet mellem ”regerende og regerede”. Men i Italien dominerede Amadeo Bordigas sekterisme partiet. Den afviste disse taktikker. Herunder også arbejde i fabriksråd uden kommunistisk flertal og enhedsfront med socialdemokrater og andre socialister. F.eks. i bevægelsen Arditi del Popolo (”Folkets Stødtropper”), der med succes havde bekæmpet de væbnede fascistiske angreb.

Vejen til hegemoni
Gramsci konkluderede derfor: ”De italienske arbejdere har lært af egen erfaring (1919-1920), at uden et kommunistisk parti, bygget som arbejderklassens parti og revolutionens parti, er en sejrrig kamp for at omstyrte den kapitalistiske orden ikke mulig.” Det er ikke som i Bordigas (og senere stalinismens) bureaukratiske partimodel en oppefra og ned-proces. Men ”en stadig tilpasning af organisationen til den virkelige bevægelse, en sammenføring af fremdrift nedefra med ordrer ovenfra, en vedvarende indsættelse af elementer, der hvirvles op fra den brede befolkningens dyb, i ledelsesapparatets solide ramme, som sikrer kontinuitet og regelmæssig ophobning af erfaring.”

Dette er ”en dialektisk proces, hvor de revolutionæres massers spontane bevægelse flyder sammen med centrums organisatoriske og dirigerende vilje”. Vejen til det, Gramsci kalder ”proletariatets hegemoni”, går gennem ”et system af klassealliancer, som gør det i stand til at mobilisere den arbejdende befolknings flertal mod kapitalismen og den borgerlige stat.” Dvs. ”klassealliancer” med fattige bønder, landarbejdere og andre undertrykte grupper. Ikke med såkaldt ”progressive kapitalister” som i den stalinistiske folkefrontsstrategi.

Ved ”i sit revolutionære overgangsprogram” at indarbejde krav, som kan skabe fælles kamp med andre undertrykte grupper, kan arbejderklassen sikre sin ledende rolle, dvs. ”hegemoni”. Gramscis fængselsnoter var ikke brud med, men uddybning af revolutionær socialisme. Til medfangerne forklarede han f.eks., at den ”voldelige erobring af magten kræver, at arbejderklassens parti skaber en organisation af den militære slags.”

Samfundsomvæltning kræver revolutionært parti
Fra fængslet skrev han, at ”afkald på at give spontane bevægelser en bevidst ledelse” er blandt ”de medvirkende årsager til” reaktionære bevægelser som fascismens magtovertagelse. Samt, at ”den 'rene' spontaneitet ikke findes”, da ”der i enhver 'spontan' bevægelse er et primitivt element af bevidst ledelse”. Diverse strømninger vil i enhver bevægelse konkurrere om den politiske retning. At gøre partiers tilstedeværelse illegitim, viser derfor ”ønske om at erstatte en bestemt ledelse med en anden." Bordigas og senere de stalinistisk-inspirerede kommunistpartiers fokus er ”bevidst ledelse”, mens f.eks. anarkisters er ”spontaneitet”. For Gramsci er revolutionær politik ”enhed mellem 'spontaneiteten' og 'den bevidste ledelse'”.

Han påpegede desuden, at kapitalistklassens hegemoni både skyldes statens voldsapparat og befolkningens samtykke. Sidstnævnte sikres især via bl.a. skoler, medier, religiøse organisationer, partier og andre foreninger. I lande, hvor disse institutioner står stærkere end under Ruslands zarstyre før revolutionen, er det, Gramsci i sin uddybning af enhedsfronten kaldte ”stillingskrig”, særlig vigtigt. Den må dog senere føre til ”bevægelseskrig” (herunder revolutionær opstand).

Efter ”Fyrsten” (1513) af Machiavelli, en af moderne politisk videnskabs grundlæggere, kaldte Gramsci det revolutionære parti for ”den moderne fyrste” og ”den første celle, hvor de kim til kollektiv vilje, der tenderer mod at blive universelle og totale, sammenfattes.” Disse idéer om spontaneitet, stillingskrig, bevægelseskrig, hegemoni, alliance mellem arbejdere og andre undertrykte grupper samt allerede nu begynde revolutionær partiopbygning, er en nødvendig vaccine mod den stadig mere sygdomsramte globale kapitalisme.

Corona spreder kapitalismens autoritære virus

Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati.

Af Lars Henrik Carlskov

De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettighedsorganisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop.

F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren.

I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde coronakarantæne eller for at offentliggøre "falske" eller "forvrængede" oplysninger, som kan skabe "uro" eller "ophidse" befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser.

Garanti for misbrug
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA's forsvarsministerium og World Trade Center, viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab.

International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente.

Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede pr. indbygger, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor.

Orwells mareridt er vores virkelighed
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.

Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner.

Efterretningstjenesterne kan sammen med techgiganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed.

Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970'erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere).

Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med, at kapitalismens kriser bliver stadig mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker).

Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati
Den nuværende situation viser det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver, ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr.

Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”. De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis... den private ejendomsret.”

Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.