Fra 1917 til 2017 mod et nyt samfundssystem

Accelererende klimaødelæggelse og nye bølger af krige, racisme og nedskæringer kan skabe fortvivlelse, men bør ikke føre til resignation.

For som bl.a. den russiske oktoberrevolution 1917, hvis jubilæum fejres i år, viste, er radikale samfundsomvæltninger mulige. Også selvom en blodig kontrarevolution senere førte til stalinismens rædsler. For dette nederlag var ikke givet på forhånd, men resultatet af en kamp, der kunne have været vundet ved revolutionens spredning til andre lande.

Revolutionen viste, at alle dem, der pga. manglende ejendom må arbejde (eller overleve på usle sociale ydelser), kan tage magten i egne hænder og begynde opbygningen af et bedre samfund. Det kan ske igen. Men ikke uden organisering og koordinering af de forskellige sociale kampe, som der allerede i dag findes et væld af.

Ingen sejr uden samlet kamp
F.eks. forårets kampagne og strejker mod den nye overenskomst, Uddannelsesalliancens demonstrationer mod uddannelsesbesparelser, diverse fagforeningers initiativ ”Danmark for velfærd” og protesterne mod behandlingen af arbejdsløse og syge. Desuden er Danmark tæt forbundet med den øvrige verden, hvor mange lande har set omfattende folkelige oprør og protester de senere år.

Herhjemme har vi langt fra set sådanne bevægelser, men de protester, der trods alt har været, viser, at et betydeligt mindretal af befolkningen er klar til at kæmpe. Samtidig havde disse protesters effektivitet været væsentligt større, hvis der ikke kæmpedes hver for sig. Endelig er de blevet yderligere svækket af manglen på aktiv støtte fra fagtop og den etablerede venstrefløj.

Den etablerede venstrefløjs fallit
Det gælder desværre selv Enhedslisten, hvor mange enkeltmedlemmer udfører et godt politisk arbejde, men hvis fokus alligevel primært er Borgens taktiske forhandlingsspil og nærmest permanent valgkamp. Budgetforlig i kommuner og regioner viser også, at man i stigende grad ser sig som administrator af systemet. Det understreges af en aktuel kampagne, der kalder politiet ”velfærdens helte”. Også selvom Enhedslisten er mindst ringe alternativ på valgdagen. Derfor må det mindretal, som allerede i dag ser behovet for en revolutionær omvæltning af det nuværende profitsystem, gå sammen i en selvstændig organisation for at vinde flertallet over på sin side.

Her er Internationale Socialister de første beskedne skridt til en sådan organisation. Vi må også opbygge magt dér, hvor systemet kan sættes i stå. På arbejdspladserne, hvor der skabes den profit, som er kapitalismens drivkraft. Magt i form af netværk på gulvplan, som kan udfordre regering, arbejdsgivere og fagtop. F.eks. også ved overenskomstforhandlinger som de kommende i den offentlige sektor. Men det kræver overvindelse af den giftige racisme, Overdanmark bruger til at splitte alle os i Underdanmark. Her er den internationale aktionsdag mod racisme 17. marts en oplagt mulighed for at danne nye netværk for folkelig modstand.

Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

Lars Seier skaber jobs og pleasure

Hvis du tilfældigvis skulle have 75.000 euro (eller ca. 560.000 kr.) tilovers i feriebudgettet (og hånden på hjertet, hvem har ikke det i disse tider?), kan du leje Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensens luksusyacht en uge.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Denne helt uundværlige forbrugerinformation kan man læse i livsstilsmagasinet Børsen Pleasure, der at dømme ud fra navnet sandsynligvis henvender sig til en hidtil overset målgruppe, som forbinder en særlig form for lyst med aktier, obligationer og andre værdipapirer.

Og da få ting som bekendt ligger os mere på sinde her på avisen end netop finansverdenens lyst, nydelse og genelle velbefindende, er denne oplysning hermed videregivet. Men hæderen for at have opstøvet denne for offentligheden helt afgørende information bør naturligvis tilfalde det frimarkedselskende Dagbladet Børsen, hvis årlige statsstøtte på 17,5 millioner kr. derfor forekommer en anelse i underkanten. Demokratiet havde været fattigere uden.

Børsen forklarer, at ”alene bådens størrelse betyder, at personalet må kommunikere via walkie-talkie.” Lars Seier er det, man kalder en jobskaber, for hvem kan benægte, at uden ham og andre milliardærer og millionærer ville produktionen af walkie-talkies til luksusyachter falde markant? ”På båden er der hele tiden styr på, hvor vi er, og hvad vi laver”, kan Børsen endvidere oplyse. Denne tilsyneladende luksuriøse betjening skal dog nok snarere ses som en præventiv foranstaltning for at undgå livsfarlige situationer, hvor f.eks. Hella Joof kommer på besøg og i nærheden af tændstikker.

Det beskrives desuden, hvordan der spises frokost ved den franske riviera blandt russiske oligarker, dvs. folk, som er kommet lige så ærligt til deres penge som Lars Seier Christensen. Men særligt én detalje ved Seiers yacht giver Børsen ægte pleasure: ”Et besøg på toilettet afslører, at det yderste stykke af toiletpapiret er sirligt foldet i en kvadratisk fold over den gyldne metallåge, der dækker over toiletpapiret. Sådan er det på ethvert toiletbesøg ombord på båden.”

Her ser vi igen Seier som jobskaber - og endda i vitale samfundsfunktioner såsom wc-papirfoldere for rigmænd, der skal en tur på tønden. Men desværre formår den typiske danske misundelsessyge ikke at værdsætte folk som Seier, der har arbejdet sig hele vejen op fra sidegadevekselerer til stiftelsen af fondsmæglerselskabet Midas med selskabstømmerpenge til Saxo Bank, hvis forretningsmodel med Bagmandspolitiets ord har ”en særlig høj risiko” for ”hvidvask eller terrorfinansiering”.

Tanken om at leve i et samfund, der ikke belønner den type adfærd, bør vække rædsel i os alle.

Idéer til at forstå og styrte systemet

Interview med Joseph Choonara om marxismens relevans i dag.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Det ville være tåbeligt at sige, at verden er præcis som Marx beskrev den i Kapitalen. Imidlertid er det også vigtigt at forstå, at Marx i ”Kapitalen” havde et specifikt projekt om i generelle vendinger at afdække det kapitalistiske samfunds bevægelseslove, frem for at beskrive Victoriatidens kapitalisme i Storbritannien”. Det siger Joseph Choonara, medlem af Internationale Socialisters britiske søsterparti SWP og forfatter til en ny introduktion til Karl Marx's hovedværk ”Kapitalen”.

”I den forbindelse trækker Marx en del på sin tids kapitalisme og bruger det til at illustrere og føre sin argumentation gennem bogen. Men selv her, er én af de ting, som slår mig ved genlæsning af "Kapitalen" 150 år senere, ikke så meget, at alt er ændret, men, at der fortsat er slående paralleller.

Oplevelsen af fornedrelse og fremmedgørelse på arbejdspladsen, selv om den ikke er så slem som Victoriatidens Storbritannien, vækker helt sikkert genklang i nutidens Storbritannien. Og i nogle henseender er de metoder, som anvendes i traditionelle kapitalistiske fabrikker, blevet generaliseret ind i områder af økonomien som servicesektoren, den offentlige sektor osv.

Og hvis man ser på kapitalismen som globalt system, er der tydeligvis elementer af den fornedrelse af den britiske arbejderklasse, som Marx beskrev, der bliver gentaget. Man kan f.eks. se på tæppeindustrien i Pakistan, hvor der er omfattende brug af børnearbejde eller endda fabrikker i Kina, hvor arbejdsforholdene er så forfærdelige, at der opsættes ”selvmordsnet” for at forhindre folk i at begå selvmord ved at hoppe ud fra taget”, forklarer Choonara.

Udbytning er indbygget i systemet
”Marx forsøger at redegøre for den måde, hvorpå kapitalisme af natur er er et udbyttende system. I den forstand er kapitalismen det seneste i en række af klassedelte samfund, der går tilbage til de antikke slavesamfund i Grækenland og Rom eller de feudale samfund, der fandtes før kapitalismen i store dele af Europa.

Marx siger, at vi har en ny type samfund, der også er udbyttende, og ydermere kritiserer han andre venstrefløjstilgange, der så kapitalismen som blot en form for svindel. Så hvis man ser på Marx's venstrefløjsrivalers skrifter, f.eks. Proudhons, behandles udbytning som en form for trick – et almindeligt synspunkt i datidens venstrefløjslitteratur. Logikken i det er at konkludere, at kapitalismen potentielt kan styres på en måde, der ikke er udbyttende.

Marx siger, at det ikke rigtigt. Så snart man har et system, hvor et mindretal bestående af kapitalister ejer produktionsmidlerne og arbejderne sælger deres arbejdskraft til disse kapitalister for at få adgang til produktionsmidlerne, har man denne af natur af udbyttende proces, hvor værdi pumpes fra én klasse og over i hænderne på en herskende klasse, der udgør et mindretal. Marx siger, at dette er uløseligt forbundet med det kapitalistiske system, og hvis man vil stoppe udbytningen, må man i sidste ende omstyrte kapitalismen.”

Det ”prekære” arbejde
Ifølge Choonara kan man også bruge Marx til at analysere den nutidige ”prekæritet”, dsv. usikre forhold på og udenfor arbejdsmarkedet.

”Niveauet af prekæritet i arbejderklassen var uendeligt højere på Marx's tid end i dag. Ikke desto mindre er der nogle interessante paralleller. Den første og mest indlysende er, at Marx taler om et system, hvor kapitalen altid er afhængig af at sikre sin adgang til arbejdskraft, den kan udbytte. Dette er et gensidigt afhængighedsforhold. Ofte tales der i den nutidige litteratur om, hvordan arbejderne er afhængige kapitalen. Men den udelader fra ligningen det omfang, som kapitalen er afhængig af arbejderne – og den kollektive magt, som har arbejderne har, er et resultat deraf.

For det andet er der nogle mere detaljerede argumenter, som Marx fremsætter, der er interessante. F.eks. diskuterer han gennemførelsen af fabrikslovene, der begrænsede arbejdstiden i fabrikkerne. De blev indført efter enorme kampe fra arbejderbefolkningen, men afspejlede også et modsætningsfyldt pres på kapitalen selv.

På den side ønskede de kapitalister, der styrede fabrikkerne, at presse arbejdskraften så hårdt som muligt. På den anden side begyndte dele af den herskende klasse, især dem forbundet med staten, at bekymre sig om det kapitalistiske systems behov for at kunne reproducere sig selv på lang sigt. Med andre ord, hvordan bevarer man en arbejderklasse, som er sund nok til at blive udbyttet? Denne komplicerede tresidige kamp mellem forskellige grupper inden for den herskende klasse og arbejderklassen førte i sidste ende til indførelsen af fabrikslovene i midten af det 19. århundrede.

Her er en interessant pointe, Marx fremsætter, at så snart man har gennemført disse love i fabrikkerne, er der et pres på staten for at udvide disse love til andre områder af økonomien såsom mere primitive industrigrene for at sikre ens spilleregler på arbejdsmarkedet og for at forhindre disse industrigrene i at få en konkurrencefordel i forhold til det langt mere avancerede fabrikssystem. Man kan se nogle paralleller i den måde, hvorpå selv temmelig ondartede højreorienterede regeringer er tvunget til, i en vis udstrækning, at regulere dele af arbejdsmarkedet.”

Marx må bruges kreativt
”Marx er involveret i et projekt med at stige fra de abstrakte begreber, han udvikler i ”Kapitalens” første bind, især i de første kapitler, til de langt mere konkrete begreber, han udvikler mod slutningen af værket, især i tredje bind. I princippet kan vi fortsætte denne proces i dag, og bruge denne metode til at forstå den meget anderledes kapitalisme, der findes i dag.

Hvis man ser på den generation af marxister, der fulgte efter Friedrich Engels, var de tvunget til at håndtere fremkomsten af imperialismen, i takt med, at kapitalens enheder blev større og mere sammenfiltrede med staten, og kapitalismen blev et system med global konkurrence, der fører til militærkonflikt mellem stormagterne. En hel generation af marxister, der omfattede Rosa Luxemburg, Leon Trotskij, Lenin, Bukharin, Hilferding osv., var tvunget til at tumle med dette spørgsmål. Det gjorde de i det store og hele med de kategorier, som Marx udvikler i Kapitalen, men de forsøgte på kreativ vis at anvende denne forståelsesmetode til en verden, der var under forandring. Efter min mening må vi fortsætte denne proces i dag.

Vi lever stadig i en verden, der styres af kapitalismens sociale relationer, men det er en meget anderledes verden, så vi bliver nødt til at være kreative i måden, vi anvender teorien på.

Den nuværende radikale venstrefløj er opstået på et tidspunkt, hvor marxismen ideologisk set er relativt perifer på en måde, den ikke var tidligere i det 20. århundrede. Så det store paradoks er, at vi ser denne enorme revival for radikalisme under et fravær af nogle af de mest effektive idéer, som kan være en guide for og forme denne radikalisme – marxismens idéer præget af begrebet om arbejderklassens selvbefrielse.

Så jeg mener, at det pålægger den nuværende generation af marxister at forsøge at gøre disse idéer tilgængelige og sikre sig, at de er blandt de ressourcer, som folk, der bliver radikaliserede i dag, kan trække på i deres forsøg på at forstå, og sidste ende styrte, kapitalismen”, slutter Joseph Choonara.

Oversat, redigeret og forkortet fra Socialist Review nr. 426. Joseph Choonaras bog ”A Reader’s Guide to Marx’s Capital” kan inden længe købes på Internationale Socialisters forlag www.modstand.org.