Marx vs. Keynes - klassekamp eller klassesamarbejde?

Keynesianisme og marxisme er ikke to gensidigt supplerende teorier – tværtimod handler det om borgerlig eller socialistisk krisepolitik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ikke overraskende har den liberale økonom John Maynard Keynes (1883-1946) fået et comeback under den globale økonomiske krise. Det skyldes hans opgør med den (neoklassiske) økonomiske skole, der hævder, at den kapitalistiske økonomi, via prismekanismen, tenderer mod en ”ligevægtstilstand” mellem udbud og efterspørgsel.

Altså de økonomiske teorier, som dominerede i årene forud for ”Den Store Depression” i 1930'erne - og igen fra 1970'erne og frem til den aktuelle krises udbrud. Den keynesianske revival skyldes dog ikke mindst, at disse idéer for den globale herskende klasse, modsat f.eks. marxismen, udgør en acceptabel ”løsning” på kapitalismens tilbagevendende kriser, idet de ikke indebærer en omvæltning af de bestående ejendomsforhold.

Kapitalistisk destruktion
I modsætning til sin tids økonomiske ortodoksi fremhævede Keynes imidlertid nødvendigheden af omfattende statsintervention for at redde kapitalismen fra selvdestruktion gennem økonomiske kriser og social revolution. Derfor må staten regulere efterspørgslen, bl.a. ved at justere skatter og renter, og f.eks. i nedgangstider sænke disse for at øge incitamentet til forbrug i stedet for opsparing. Dette skal stimulere den private efterspørgsel og dermed også virksomhedernes investeringslyst.

Eller f.eks. ved at udvide det offentligt forbrug, f.eks. gennem offentligt byggeri, om nødvendigt via ”underskudsfinansiering”, som senere vil tjene sig selv ind pga. større indtægter fra skatter og afgifter. Ligesom andre borgerlige økonomer giver Keynes dog aldrig noget tilfredsstillende svar på, hvad der i første omgang får kapitalisterne til at tilbageholde investeringerne og udløser krise.

Hvad skaber profitten?
Grunden til dette er hans afhængighed af den konventionelle økonomiteoris idé om værdi som bestemt af udbud og efterspørgsel. Men som Marx påpegede, forklarer det ikke, hvorfor nogle varers værdi er større end andres ved ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Alle varer har imidlertid det til fælles, at de direkte eller indirekte er et produkt af menneskeligt arbejde. Det, der bestemmer en vares værdi, er således i sidste ende mængden af ”samfundsmæssigt nødvendigt arbejde”, hvilket vil sige den tid, det i et givent samfund på et givent tidspunkt gennemsnitligt tager at fremstille den.

Arbejderklassen, som udgør det overvældende flertal af befolkningen, ejer og kontrollerer ikke produktionsmidlerne, hvorfor den må aflevere en del af den værdi, den skaber (”merværdien”), til kapitalistklassen. Og det er hemmeligheden bag såvel den kapitalistiske produktionsmådes drivkraft, profitten, som dens iboende modsigelser, dvs. krisetendenserne og potentialet for dens omstyrtelse.

Hvilken vej ud af krisen?
For at undgå at blive udkonkurreret må kapitalisterne konstant øge deres profit, hvilket lettest gøres ved at investere i arbejdsbesparende teknologi (produktionsmidler). Men eftersom profitten i sidste ende stammer fra menneskeligt arbejde, vil det efterhånden føre til et relativt fald i profitten for systemet som helhed i takt med, at investeringerne i produktionsmidler vokser på bekostning af investeringerne i arbejdskraft. Et sådant fald i profitraten udløste i 1970'erne en verdensøkonomisk krise. Her førte de keynesianske politikker til stagflation (økonomisk stagnation samt høj inflation og arbejdsløshed).

Derfor fik vi ”nyliberalismen” og de nu bristede spekulationsbobler, bl.a. i finanssektoren, som dog ikke genoprettede det tidligere profit-niveau. Da keynesianismen ikke forstår, hvorfra profitten stammer, har den ingen løsning på det problem. Valget står derfor mellem accept af klassesamarbejde og voldsomme forringelser af lønninger, arbejdsforhold og velfærden i et desperat forsøg på at genoprette profitten - eller klassekamp for at erstatte det nuværende profitsystem med en socialistisk økonomi baseret på demokratisk planlægning efter menneskelige behov. Her kan arbejderklassen med massestrejker forhindre tilførelsen af ny værdi til kapitalismen og derved sætte en stopper for den.

"Tag aldrig syd for Lyngby"

Reportage i Berlingske viser, at klassesamfundet er dødt og borte.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Klassekampen er som bekendt forlængst forbi, og selv om det pga. en beklagelig forglemmelse endnu ikke er blevet oplyst, hvem der vandt, kan man f.eks. besøge Rungsted Havn, hvis man stadig er i tvivl. Og det er netop, hvad Berlingske har gjort, og derfor kan avisen 27. juli bringe en reportage sprængfyldt med eksempler på, at det klasseløse samfund har indfundet sig.

Det er dog ikke uden vanskeligheder at være udsendt reporter i Rungsted, for ”Berlingske vil nok få svært ved at finde nogen, der vil snakke”, som lokale piger med ”tasker fra mærker, der koster en kvart månedsløn”, forklarer avisen. ”For alle dem, der er noget ved noget, er på ferie i Cannes. Og resten er bange for at blive stemplet som højrøvede.” Et chokerende vidnesbyrd om, at de rige selv i ellers trygge omgivelser langs den nordsjællandske strandvej martres af den ondskabsfulde jantelov. Heldigvis er det lykkedes Berlingske at indsamle vidneudsagn fra nogle af jantelovens forpinte ofre.

F.eks. fra Niclas Milvertz: ”Hvis du har en dyr bil, går folk ud fra, at du har snydt dig til pengene. Ingen tænker, at det kan være, fordi man faktisk har arbejdet hårdt. Det er mentaliteten. Folk har slet ikke nogen respekt.” Desværre har respektløsheden nu bredt sig til selv Berlingske, som således få linjer senere skriver om Milvertz og hans venner, at da "de var yngre, fik de flere hårde kontanter. Nu er det mere goder: En bil i 18-års fødselsdagsgave, adgang til speedbåden, en verden af muligheder og gode råd.” Da det mangler på listen, er det åbenbart først senere i livet, at man i de kredse får bankpakker.

”Der er kun to rigtige uddannelser, hedder det i Vedbæk-hjemmet og det er revisor og advokat”, skriver Berlingske om en pige, avisen møder ved havnen i Rungsted. Og det er ikke kun janteloven, man bør frygte, idet denne pige derhjemme er blevet belært om, at ”hun ikke må komme »syd for Lyngby«, for man ved aldrig, hvad det er for nogle typer”. Syd for Lyngby stopper civilisationen, og hvem frygter ikke de barbariske stammer, som er kendt for at leve der og for at skrumpe statsautoriserede revisorers hoveder og koge suppe på ejendomsadvokater fra Vedbæk?

”Folk på vores gymnasium har som regel forældre, der har penge. De har ambitioner om at starte egen virksomhed, vil gerne have et fedt job, tjene godt og leve livet. Det er typer, der bare stiler efter alt”, fortæller den 18-årige Rasmus Louw-Reimer til avisen. De stiler efter alt, og sammen med de partier, der varetager deres interesser i Folketinget, har de bl.a. stilet efter at sikre almindelige lønmodtagere lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold samt at fjerne efterlønnen, halvere dagpengeperioden, fordoble genoptjeningsperioden, sænke kontanthjælpen, beskære SU'en og forringe forholdene for fleksjobbere og førtidspensionister. Og hvis ikke janteloven eller barbarer, syd for Lyngby og andre steder, forhindrer dem i det, vil de sikkert fortsat stile efter at sikre dig mindre løn, ringere arbejdsforhold og lavere velfærdsydelser.