2017/01/14

Hvad byrådsfatter gør, er altid det rigtige


Indlæg i Århus Stiftstidende: "De to mænd, byrådsbrødrene Gert Bjerregaard og Hans Skou fra Venstre, vil bekæmpe påstået mandlig muslimsk tvang mod kvinder ved at erstatte den med anden mandlig tvang mod kvinder - deres egen...

Alligevel er det, som om d'herrers faderlige omsorg ikke værdsættes. Heller ikke den ikke mindre faderligt beskyttende favn hos de 17 andre byrådsmænd, som vil sikre, at kvinderne kan svømme frit ved at forbyde kvindernes svømning.

Kvinderne demonstrerer, skriver læserbreve, arrangerer offentlige møder og virker i det hele taget sært utaknemmelige over, at det mandlige byrådsflertal allerede har defineret kvindernes undertrykkelse for dem."

2017/01/11

Guide til Trumps rædselskabinet


Trumps udnævnelser afslører hans løfte om opgør med eliterne i Washington og på Wall Street som en grotesk løgn.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De 17 personer, den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i midten af december havde nomineret til de centrale regeringsposter, har iflg. business-mediet Quartz en samlet formue på 66,5 milliarder kr. Det gør dem rigere end de fattigste 43 millioner husstande i USA tilsammen, og Trumps regering til den klart rigeste i amerikansk historie.

Som ”chefstrateg” og toprådgiver har Trump udnævnt Stephen Bannon fra mediet Breitbart News, der har tråde til den yderste racistiske og nazistiske højrefløj. Tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke har kaldt denne udnævnelse ”en glimrende nyhed”. Som mange andre Trump-folk har Bannon desuden en fortid hos banken Goldman Sachs, hvilket bl.a. også gælder finansminister Steven Mnuchin.

Justitsminister Jeff Sessions er kendt som hardcore bekæmper af lovgivning mod diskrimination af sorte amerikanere og andre minoriteter og fik i 1986 sin udnævnelse til forbundsdommer blokeret pga. racistiske udtalelser. Forsvarsminister James Mattis stod som chef for marinekorpset i spidsen for USA's for drab på tusinder af civile og andre krigsforbrydelser under belejringen af Fallujah i Irak i 2004. National sikkerhedsrådgiver Mike Flynn har kaldt muslimer en ”ondartet kræftsygdom” og frygt for dem ”rationel”.

Vicepræsident Mike Pence har som guvernør forsøgt at fjerne offentlig tilskud til organisationer, der hjælper kvinder med prævention og fri abort, gennemført en lov om tvungen begravelse af abort-fostre og støttet en lov, der giver arbejdsgivere ret til at diskriminere bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Udenrigsminister Rex Tillerson fra oliegiganten ExxonMobil er såkaldt "klimaskeptiker", hvilket bl.a. også gælder miljøminister Scott Pruitt – og Trump selv. Dette var blot et lille udvalg af Trumps rædselskabinet, som Danmark iflg. Lars Løkke Rasmussen står "skulder til skulder" med.

Kamp mod islamofobiske politikere i Aarhus


Et samlet byråd (minus R+EL) i Aarhus vil forbyde tre timers ugentlig kønsopdelt svømning i Gellerupbadet.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er klokkeklar diskrimination med lovgivning, der primært rammer en bestemt etnisk og religiøs gruppe - her muslimer. Byrådsflertallet henviser bl.a. til TV2's mistænkeliggørende og stærkt kritiserede "dokumentar" ved navn "Moskeerne bag sløret". Præmissen var her, at dårlig integration skyldes nogle imamer, ikke f.eks. hetz og diskrimination, manglende jobs, dårlige boligforhold osv.

Det pågældende svømmetilbud optræder tilmed slet ikke i TV2's tendentiøse "dokumentar". Alligevel henviser byrådsflertallet, inkl. S-SF, flittigt til den. F.eks. har Gert Bjerregaard (V) om en undersøgelse, der viser, at svømningen er kvindernes eget valg sagt, at ”[é]t er, hvad man siger for rullende kameraer, noget andet er, hvad der sker i det skjulte. Det lærte vi af dokumentaren ”Moskéerne bag sløret”...”.

Altså den klassiske islamofobiske stereotyp om, at ”muslimer taler med to tunger.” Desuden opererer forbudspolitikerne med kollektiv skyld ved at bruge enkelte muslimers (her nogle imamers) endda delvist fiktive handlinger til at mistænkeliggøre alle foreninger i Gellerup. Er alle Venstre-folk også under mistanke, fordi Løkke og andre V-politikere fusker med bilag? Det er selvsagt også sexistisk, når et primært mandligt byrådsflertal som her vil diktere, hvordan kvinder svømmer og klæder sig. To Venstre-mænd har stillet forslaget, og 19 ud af 25 af dets tilhængere i byrådet er mænd.

En meningsmåling viser, at 56,9 % af byens borgere ”i mindre grad eller slet ikke” er enige med byrådet i denne sag, mens kun 37,3 % ”i høj grad eller nogen grad” er enige. Desuden har aktivistgruppen ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” indsamlet omkring 3.000 underskrifter mod forbuddet samt demonstreret, lavet gadefremstød og holdt flere offentlige møder. 18. januar skal byrådet stemme om forbuddet. Uanset udfaldet fortsætter kampen dog.

2017/01/10

Åbent brev til S: Hvorfor skal vi tages som gidsler?


Åbent brev til Socialdemokratiet i Århus Stiftstidende: "Derfor spørger vi de socialdemokratiske byrådspolitikere: Hvorfor skal vi og vores kroppe tages som gidsler i jeres politiske spil? Det fortjener jeres vælgere - ikke mindst i Aarhus Vest - svar på, nu hvor kommunalvalget nærmer sig.

Forbuddet falder, hvis I stemmer imod. I modsat fald vil vi stille jer til politisk ansvar. En måling fra Wilke viser stort flertal blandt århusianerne for at bevare kvindesvømningen i Gellerupbadet. Mon ikke det også gælder i det socialdemokratiske bagland?

Vi opfordrer derfor til, at man også her giver sin utilfredshed til kende. Denne opfordring gælder i øvrigt alle århusianere. Vis politikerne, at de pinlige planer om svømmeforbud strider mod vores ønsker for en mangfoldig by."

Behov for vindueskiggeri?


Læserbrev i Århus Stiftstidende: "Når et primært mandligt flertal vil diktere, hvordan kvinder svømmer, er det et frontalangreb på årtiers kvindekamp. Bl.a. kvinders ret til at bestemme over egen krop. F.eks. i forhold til abort og prævention - eller som her påklædning, og hvor meget af sin krop man viser. Når politikerne er færdige med detailstyringen af svømning i århusianske forstæder og andre storpolitiske problemer, lægger de sig vel i selen for at stoppe tiltag som Femø-lejren, hvor kvinder også mødes uden mandlig adgang."