2016/05/02

Lenin og Luxemburg - det er ikke enten-eller


Enhedslisten-strateg bag ny bog om den fremtrædende marxistiske teoretiker og revolutionære leder Rosa Luxemburg.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forfatteren er Per Clausen, fhv. formand for partiets folketingsgruppe og nuværende byrådsmedlem i Aalborg, der supplerer sin gennemgang af Luxemburgs liv og værk med personlige anekdoter.

Desværre mest med polemiske udfald mod andre dele af venstrefløjen, der sjældent sættes navn på, hvorfor det mest minder om skyggeboksning.

Per gentager Luxemburgs kritik fra 1904 af Lenins “ultra-centralistiske” partiteori, men overser bl.a. Hal Drapers påvisning af den som en fejludlægning af Lenins synspunkter.

Paul Le Blanc har desuden vist, at det socialdemokratiske parti i Polen-Litauen (hvis ledelse Luxemburg var et fremtrædende medlem af) ikke var mindre “centralistisk” end Lenins bolsjevikker. I begge tilfælde fordi partierne måtte arbejde illegalt under det russiske zarregime.

“Rigtig linje findes ikke”
Det sås også, da Lenin efter 1905-revolutionen og dens langt bedre muligheder for at arbejde i åbenhed, talte for at “åbne portene” for nye partimedlemmer.

Per fremstiller Luxemburg som “spontanist”, men hun understregede netop i sin pjece om massestrejken, at socialister ikke med “korslagte arme” skal vente på en revolutionær situation, men må give bevægelsen politisk ledelse for at sikre en sejrrig revolution.

Alligevel forsøger Per at bruge Luxemburg til et opgør med forestillingen om en “korrekt” og “forkert” politisk linje. Han hævder, at reformismen er noget, “vi alle” er underlagt, men nævner ikke, at Luxemburg specifikt forbinder den med “borgerlig parlamentarisme”.

Det stinkende lig
Der er al mulig grund til at læse eller genlæse Rosa Luxemburg i dag.

Langt klarere end f.eks. Lenin beskrev hun massestrejkens dynamik og dens rolle som forløber for en revolutionær opstand. Lige som hun leverede en uovertruffen analyse af reformismen, dvs. den traditionelle socialdemokratiske idé om, at man gradvist kan reformere kapitalisme til socialisme.

Men at se disse to giganter i arbejderbevægelsens historie som modsætninger giver ingen mening. Tværtimod supplererer de hinanden.

Per henviser til det tyske Socialdemokrati anno 1910 og erklærer sig smigret over sammenligninger med Enhedslisten.

Men han glemmer, for det første, at Luxemburg få år senere karakteriserede det som “et stinkende lig”, især på grund af dets støtte til den imperialistiske 1. verdenskrig.

For det andet glemmer han, at da revolutionen kom – i både Rusland og Tyskland – så havde en Lenin en organisation, der kunne levere det politisk lederskab, både Luxemburg og Lenin mente var nødvendigt for at vinde.

Det havde Luxemburg ikke i den tyske revolution. Det betød både revolutionens nederlag – og at Luxemburg og mange af hendes kampfæller blev dræbt. Det er den vigtigste lære for socialister i dag.

Per Clausen: Rosa Luxemburg, Forlaget Solidaritet, 70 sider, 20 kr.