2011/08/30

Farvel og utak til VKO


AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ved folketingsvalget 15. september har vi muligheden for at smide Danmarks mest højreorienterede regering i syv årtier på den politiske losseplads. Ikke siden Venstre-regeringen 1926-1929 under ledelse af godsejeren Thomas Madsen-Mygdal har det parlamentariske flertal her i landet befundet sig så langt til højre i det politiske spektrum.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid i statsministerembedet med at proklamere et ”opgør med klassekampen”. Han og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen har gennem deres politik selv leveret det bedste dementi af den påstand. Millionærerne, milliardærerne og de store virksomheder er blevet forgyldt med store skattelettelser. Imens er uligheden og fattigdommen eksploderet. Vel at mærke før vi har set konsekvenserne af sidste års halvering af dagpengeperioden og beskæring af børnechecken samt den nye 2020-plans afskaffelse af efterlønnen og fjernelse af SU'en for hjemmeboende og studerende, der ikke gennemfører uddannelsen på normeret på tid.

Den borgerlige klassekamp har ramt de etniske minoriteter ekstra hårdt. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (VKO) har indført en særlig lav, fattigdomsfremkaldende ydelse ved navn ”starthjælp” for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Den berygtede 24-års regel ved familiesammenføring, senere afløst af det såkaldte ”pointsystem”, er et andet af VKO's mere diskriminerende påfund. Den konstante mistænkeliggørelse og forhånelse af muslimer og deres religion fremkaldte efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en international krise, hvor Danmark blev et symbol på statsracisme og systematiseret diskrimination.

I de 10 år Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ved magten, har Danmark ført krig i hele tre forskellige lande. Løgnen om masseødelæggelsesvåben førte i Irak til mere end én million døde og torturscenerne i Abu Ghraib. I Afghanistan er situationen i dag værre end under Taliban, hvis man f.eks. spørger menneskerettighedsaktivisten Malalai Joya og kvindeorganisationen RAWA. Under påskud af menneskerettigheder bomber danske F16-fly nu Libyen, selv om udenrigsminister Lene Espersen så sent som sidste år godkendte salg af militærudstyr til Gaddafi-regimet. Det var næppe heller af hensyn til befolkningen i Bahrain, at regeringen tidligere i år lod Dronning Margrethe overrække en orden til den lokale diktator.

Vi kunne fortsætte med at opremse VKO's politik i forhold til den økonomiske krise, klimaet, uddannelse, sundhed osv. osv. Men alene det allerede nævnte burde være rigelig med grund til, hvorfor det er tid til at sige farvel, men bestemt ikke tak, til VKO.

2011/08/17

Global økonomisk krise og fornyet trussel fra højre


AF LARS HENRIK CARLSKOV

Krisen i den kapitalistiske verdensøkonomi kan give øget medvind til racistiske og fascistiske bevægelser. Men hvor alvorlig er truslen fra de højreekstreme kræfter egentlig?

De seneste årtier har vi i en række europæiske lande set partier, der deler mange træk med den klassiske fascisme, men oftest går under betegnelsen ”højrepopulisme”, få stor indflydelse på de siddende regeringers politik, ja, endda i flere tilfælde opnå ministerposter. Generelt har disse partier imidlertid adskilt sig fra traditionelle fascistiske bevægelser ved som f.eks. Dansk Folkeparti formelt at bekende sig til parlamentarisk demokrati og ved ikke på gadeplan at have opbygget stormtropper, der angriber arbejderbevægelsens partier og fagforeninger.

For flere af disse partier har det været led i en bevidst strategi om at opnå ”legitimitet” ved udadtil at distancere sig fra tidligere tiders mest belastede symboler, organisationsformer og programpunkter. Front National i Frankrig regnes ofte for at have pioneret denne ”euro-fascistiske” strategi i 1970'erne. Denne generelle mangel på egentlige stormtropper forhindrer dog også disse partier i at spille den samme rolle som de klassiske fascistiske bevægelser i Italien og Tyskland.

Fascismens funktion
Hitler og Mussolini kom således til magten efter forinden at have vist borgerskabet deres værd ved at lade deres tilhængere terrorisere arbejderbevægelsen, som i begge lande havde en styrke, der forhindrede den herskende klasse i at regere på ”normal” parlamentarisk vis. Fascismen blev af storkapitalen anset for en mindre trussel end socialismen og fik derfor overdraget magten på parlamentarisk vis og i koalition med traditionelle borgerlige partier. De grundlæggende kapitalistiske produktionsforhold blev da også bevaret under fascismen.

Derfor lægger den marxistiske analyse mere vægt på fascismens funktion frem for f.eks. dens (ofte stærkt modsætningsfyldte) ideologi, herunder diverse racistiske forestillinger. Fascismen adskiller sig fra andre autoritære og racistiske strømninger ved at være en massebevægelse baseret på småborgerskabet, der i krisesituationer kan bruges af borgerskabet til at rydde arbejderbevægelsen og andre hindringer for fortsat kapitalakkumulation af vejen. Som den russiske revolutionære Leon Trotskij formulerede det, er fascismens ”funktion af knuse arbejderklassen, ødelægge dens organisationer og udrydde de politiske frihedsrettigheder, når kapitalisterne ser sig ude af stand til at regere og dominere ved hjælpe af det demokratiske maskineri”.

Krisen og truslen fra højre
Naturligvis er nutidens økonomiske, sociale og politiske krise langt fra lige så dyb som i årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og i 1930'erne. I de fleste lande er det politiske system langt mere stabilt, og de herskende klasser har ved at pumpe billioner og atter billioner af kroner ind i økonomien forhindret den globale kapitalistiske krise i foreløbig at nå samme dybde som i 1930'erne. Dette dækker dog over et uhyre svagt opsving og har ført til den nuværende gældskrise. Samtidig kan den politiske desillusionering over mainstream-partierne hurtigt accelerere efterhånden som de alle accepterer behovet for brutale nedskæringsprogrammer.

I den situation er det afgørende, at der findes et klart socialistisk alternativ, som insisterer på ikke at lade arbejderklasen betale kapitalismens krise. Ellers bliver vinderen det yderste højre. Det gælder naturligvis også herhjemme under en evt. S-SF-regering. For som professor Curt Sørensen har påpeget, repræsenterer Dansk Folkeparti en potentiel fascismemodel. Og som afsløringen af det hemmelige racistiske netværk ”ORG” viser, er overgangen mellem den ”pæne” højrefløj og de voldelige gadebøller flydende.

Hvad solidaritet betyder for arbejdsgiverne


AF LARS HENRIK CARLSKOV

Under den økonomiske krise flyder der fra arbejdsgivernes side en lind strøm af opfordringer til arbejderklassen om at udvise ”solidaritet” ved at acceptere lønnedgang, dårligere arbejdsforhold og forringelse af velfærdsydelserne. Topcheferne og deres virksomheder har dog selv givet en række endog særdeles pædagogiske eksempler på, hvad denne form for ”solidaritet” indebærer for deres eget vedkommende.

F.eks. kunne Dagbladet Politiken i marts måned fortælle, at direktørlønningerne i landets 16 største børsnoterede virksomheder er steget eksplosivt siden den økonomiske krises start. Således var der fra 2008 til 2010 en vækst på 23 %, fra 358 millioner kr. til 440 millioner, i udgifterne til direktørlønningerne. Denne udvikling skal vel at mærke ses på baggrund af andre tal fra Berlingskes Nyhedsmagasin, som viser, at direktionsmedlemmerne fra landets største børsnoterede selskaber har fået en gennemsnitlig lønstigning på intet mindre end 400 % siden 1994.

I den nævnte periode er direktionsmedlemmernes løn steget hele fem gange mere end almindelige lønmodtageres. Som følge deraf scorede direktionsmedlemmerne fra virksomhederne på C20-indekset i gennemsnit 8,9 millioner kroner sidste år. Ved årtusindeskiftet tjente en industriarbejder mellem en ottende- eller niendedel af en af topchef, hvorimod tallet i dag er styrtdykket til omkring en syttendedel.

Øget ulighed og fattigdom
De talrige opfordringer til arbejderklassen om under kapitalismens krise at udvise solidaritet med overklassen bliver sat yderligere i perspektiv af den kendsgerning, at det i høj grad var de rigeste, som blev forgyldt af det økonomiske opsving, der gik forud. Som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påviste i et notat sidste år, havde de 10 % rigeste i gennemsnit 75.700 kroner mere i disponibel indkomst i 2007 end i 2001, hvorimod indkomsten for de 10 % fattigste i samme periode blot steg med 2.100 kroner.

En anden undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterede i juni måned, at antallet af fattige danskere mellem 2002 og 2009 voksede med 55 % til 346.000 personer. I samme periode er antallet af fattige børn steget med 51 %, hvilket betyder 65.000 børn, der lever i fattigdom. På Lolland vokser næsten hver tiende barn, eller 9,4 %, op i fattigdom. Danmark er tilmed blandt de lande i Europa, hvor uligheden øges hurtigst.

To slags solidaritet
En anden måde at aflæse, hvad solidaritet betyder for arbejdsgiverne og deres venner i regeringen, er at se på udviklingen i erhvervslivets betaling af skattekroner til statskassen. Her er der siden 1989 sket en halvering af selskabsskatten, fra 50 % til 25 %. Dette forhindrede dog ikke regeringen i før sommerferien at offentliggøre planer om at sænke selskabsskatten yderligere – nu til blot 20 %. Dertil kommer, at kun hver fjerde virksomhed overhovedet finder det umagen værd at bidrage til statskassent. Således er antallet af virksomheder, der betaler selskabsskat, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siden 1998 faldet fra 60 % til 26 %.

For de danske arbejdsgivere betyder solidaritet med andre ord, at de forgylder sig selv og samtidig forventer, at arbejderklassen accepterer mindre lønninger, dårligere arbejdsbetingelser og lavere velfærdsydelser. Man kan således ikke just beskylde arbejdsgiverne for lav klassebevidsthed. Som modsvar må vi sætte arbejderklassens solidaritet, hvor vi står sammen for at forhindre, at regningen for den økonomiske krise, de har skabt, bliver sendt videre til os.