Marx og den globale miljøkrise

Det er almindeligt at betragte marxismen som en miljøfjendtlig filosofi. Men i virkeligheden var Marx og Engels pionerer inden for den økologiske tænkning, forklarer tidsskriftet Monthly Reviews redaktør John Bellamy Foster i denne artikel.

Økologi opfattes ofte som en nyere opfindelse. Men tanken om at kapitalismen nedbryder miljøet på en måde, som har de værste følger for de fattige og de koloniserede folk, blev allerede i det 19. århundrede udtrykt i Karl Marx og Friedrichs Engels værker. Da Marx i 1867 i Kapitalen skrev om Englands økologiske imperialisme over for Irland, erklærede han, at ”England gennem de sidste 150 år har eksporteret Irlands jord i indirekte form, uden at give jordens dyrkere så meget som midlerne til at erstatte jordens bestanddele”. Marx trak her på den tyske kemiker Justus von Liebigs arbejde. I indledningen til den 7. udgave (1862) af sin Organisk kemi anvendt på jordbrug og fysiologi havde Liebig argumenteret for, at ”Storbritannien berøver alle lande betingelserne for deres frugtbarhed” og fremhævet Storbritanniens systematiske udplyndring af Irlands jord som det tydeligste eksempel. For Liebig kunne et produktionssystem, der tog mere fra naturen end det gav igen, kaldes et ”udplyndringssystem” – et udtryk han brugte til at beskrive det industrielle kapitalistiske landbrug.[1]

I tilslutning til Liebig og andre analytikere af det 19. århundredes jordbundskrise, fremførte Marx at jordens næringsstoffer (kvælstof, fosfor og kalium) som mad og fibre blev sendt hundreder og tusinder af kilometre til byerne, hvor disse næringsstoffer – i stedet for at blive genanvendt og vende tilbage til jorden, endte med at forurene byerne, med katastrofale følger for menneskenes sundhed. Samtidig importerede Storbritannien, som Liebig påpegede, på grund af en stadig mere forpint jordbund knogler fra Napoleonskrigenes slagmarker, romerske katakomber samt guano fra Peru i et desperat forsøg på at gengive markerne næringsstoffer. (Senere bidrog opfindelsen af kunstgødning til at afhjælpe manglen på næringsstoffer, men dette medførte andre miljøproblemer, såsom kvælstofudledning.)

I sin behandling af disse miljøspørgsmål overtog Marx begrebet Stoffwechsel eller stofskifte fra Liebig[2] og beskrev den økologiske modsætning mellem naturen og det kapitalistiske samfund som ”et uoprettelig brud i det sociale, af livets naturlov foreskrevne stofskifte”. Faktisk kan ”den kapitalistiske produktion”, forklarede Marx, ”kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen”. Dette brud i stofskifte-forholdet mellem menneskeheden og naturen kunne kun overvindes, argumenterede han for, ved at man systematisk ”genopretter” stofskiftet mellem menneskeheden og naturen som ”som en lov for den samfundsmæssige produktions styring”. Men dette forudsatte de associerede producenters rationelle regulering af arbejdsprocessen (der selv defineres som menneskets stofskifte-forhold til naturen) i overensstemmelse med de kommende generationers behov. ”Ikke engang et helt samfund, en nation, ja ikke engang alle samtidig samfund taget under ét”, erklærede Marx, ”ejer jordkloden. De er kun dens besiddere, har kun brugsret til den, og som boni patres familias [gode familiefædre, red.] må de overlade den i forbedret stand til de efterfølgende generationer”.[3]

Marx’s overvejelser omkring økologi, der var forbundet med dem hos Engels, gik derfor langt videre end generelle forståelse på hans tid. I dag lyder de økologiske spørgsmål, som Marx og Engels behandlede (om end undertiden kun flygtigt) som en lang opremsning af mange af vores mest presserende miljøproblemer: skellet mellem land og by, nedbrydning af jordbunden, landlig isolation og affolkning, overbefolkning i byerne, urban spildevandsudledning, industriel forurening, spildevandsgenbrug i industrien, faldet i ernæring og sundhed, forkrøblingen af arbejderne, formøblingen af naturressourcerne (deriblandt fossilt brændstof i form af kul), afskovning, oversvømmelser, ørkendannelse, vandmangel, regionale klimaændringer, energibesparelse, forskellige arters afhængighed af skiftende omgivelser, historisk-betingede overbefolkningstendenser og hungersnød.

Marx anså den materialistiske historieopfattelse for at være forbundet med den materialistiske naturopfattelse, historievidenskaben for at være forbundet med naturvidenskaben. Han fyldte sine naturvidenskabelige notesbøger med studier i geologi, kemi, agronomi, fysik, biologi, antropologi og matematik. Han overværede på The Royal Institution i London den irsk-fødte fysiker John Tyndalls forelæsninger. Marx var fascineret af Tyndalls eksperimenter med strålevarme, deriblandt spredningen af solens stråler.[4] Det er endda muligt at han var blandt tilskuerne, da Tyndall i starten af 1860’erne fremlagde resultaterne af sine eksperimenter, der for første gang demonstrerede at vanddamp og kuldioxid var forbundet med en drivhuseffekt, som bidrog til at holde varme tilbage inden for Jordens atmosfære. (Der var selvfølgelig ingen på den tid, der havde mistanke om at drivhuseffektens samspil med kuldioxid fra menneskers afbrænding af fossile brændstoffer kunne føre til menneskeskabte globale klimaændringer – en hypotese der først i 1896 blev lanceret af den svenske videnskabsmand Svante Arrhenius.)

I dag bliver den dialektiske forståelse af vekselvirkningen mellem natur og samfund, som Marx og Engels tilsluttede sig, i stigende grad påtvunget os alle som følge af en accelererende global økologisk krise, der frem for alt symboliseres af den globale opvarmning. Nyere forskning inden for miljøsociologi har anvendt Marx’s teori om et stofskifte-brud på nutidige miljøproblemer såsom kunstgødning, døende verdenshave og klimaændringer. Brett Clark og Richard York, der skriver om de samfundsmæssige årsager til nutidens stofskifte-brud mht. kul, som stammer fra den hurtige opbrænding af fossile brændstoffer, har demonstreret at der ikke findes nogen magisk kur på dette problem, uden ændringer i de grundlæggende samfundsforhold. Det er usandsynligt at teknologien kan afhjælpe problemet i større grad, da effektivitetsstigninger under kapitalismen, i følge det der kaldes ”Jevons paradoks” (efter William Stanley Jevons som skrev The Coal Question i 1865), uvægerligt fører til udvidelse af produktionen, og den dermed forbundne stigning i forbruget af naturressourcer og energi og en yderlig belastning af biosfæren. ”Den teknologiske udvikling”, konkluderer Clark og York derfor, ”kan ikke bidrage til at udbedre stofskifte-bruddet mht. kul før den befries fra kapitalrelationernes diktater”.[5]

Den eneste virkelige, dvs. bæredygtige, løsning på det globale miljømæssige stofskifte-brud kræver, med Marx’s ord, et samfund af de ”associerede producenter”, der ”regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som en blind magt; at de fuldbyrder det med mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate”.[6] Målene om menneskelig frihed og økologisk bæredygtig er således uløseligt forbundet, og en nødvendig betingelse for at opfylde dem er opbygningen af en socialisme for det 21. århundrede.

John Bellamy er professor i sociologi ved University of Oregon, forfatter til bl.a. Marx’s Ecology og Ecology Against Capitalism samt redaktør af tidsskriftet Monthly Review. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra MRZine 28/11/2007.

[1] Karl Marx, Capital, vol. 1 (New York, Vintage, 1976), 860; John Bellamy Foster, Marx's Ecology (New York, Monthly Review Press, 2000), 164. Se også Erland Mårald, "Everything Circulates: Agricultural Chemistry and Recycling Theories in the Second Half of the Nineteenth Century", Environment and History, vol. 8 (2002), 65-84. [Ved oversættelsen af Marx-citaterne i denne artikel er overalt benyttet den danske udgave af Kapitalen I-III (Rhodos, København, 1972), o.a.].

[2] Som det angives af redaktørernes note til Penguin/Vintage udgaven af Kapitalens 3. bog: ”Der henvises adskillige gange til Liebig både i denne bog og i 1. bog, og det ser ud til Marx fra Liebig overtog begrebet stofskifte (Stoffwechsel), som han her anvender i en passende form til analysen af arbejdsprocessen (Kapitel 7)”. Karl Marx, Capital, vol. 3 (New York, Vintage, 1981), s. 878.

[3] Foster, Marx's Ecology, 155-70. Se også Paul Burkett, Marx and Nature (New York, St. Martin's Press, 1999); Paul Burkett and John Bellamy Foster, "Metabolism, Energy, and Entropy in Marx's Critique of Political Economy", Theory & Society, vol. 35 (2006), 109-56.

[4] Spencer R. Weart, The Discovery of Global Warming (Cambridge, Massachusetts, Havard University Press, 2003), s. 3-4; Y.M. Uranovsky, “Marxism and Natural Science”, i Nikolai Bukharin et. al., Marxism and Modern Thought (New York, Harcourt, Brace, and Co., 1935), s. 140. I 1865 berettede Friedrich Engels at en kemiker han lige havde mødt – sandsynligvis Carl Schorlemmer, som skulle blive en af Engels og Marx’s nærmeste venner, medlem af Det kongelige videnskabelige selskab og den første i England til at besidde et professorat i organisk kemi – havde forklaret Tyndalls ”solstråleeksperiment” for ham. Se W.O. Henderson, The Life of Friedrich Engels, (London, Frank Cass, 1976), vol. 1, s. 262.

[5] Brett Clark og Richard York, “Carbon Metabolism: Global Capitalism, Climate Change, and the Biospheric Rift”, Theory & Society, vol. 34 (2005), s. 419. For yderligere analyse af det stofskiftemæssige brud og den globale økologiske krise, se Rebecca Clausen og Brett Clark, ”The Metabolic Rift and Marine Ecology”, Organization & Environment, vol. 18, no. 4 (2005), s. 422-44; Philip Mancus, ”Nitrogen Fertilizer Dependency and Its Contradictions”, Rural Sociology, vol. 72, no. 2 (June 2007).

[6] Marx, Capital, vol. 3, s. 959.

En ødelæggende krise udfolder sig

Den førende marxistiske økonom og historiker Robert Brenner analyserer her den økonomiske krise. Regeringerne står nu over for vanskeligheder af et uhørt omfang, skriver Brenner.

Den nuværende krise kan godt vise sig at være den mest ødelæggende siden den store depression. Den åbenbarer dybe og uløste problemer i realøkonomien, der i årtier – bogstaveligt talt – er blevet dækket til med papir af gæld samt en mere kortsigtet kreditstramning af et omfang, som ikke er set siden 2. verdenskrig. Kombinationen af den underliggende kapitalakkumulations svaghed og banksystemets nedsmeltning er det, der har gjort den nedadgående spiral så svær at håndtere for de politiske planlæggere og dens katastrofepotentiale så alvorligt. En pest bestående af tvangssolgte og forladte huse – som ofte har været udsat for indbrud og rippet for alt, inklusive kobberwirer – hærger Detroit i særdeleshed samt andre byer i Midtvesten.

Den menneskelige katastrofe, det betyder for hundredtusinder af familier og deres samfund, er måske kun det første tegn på hvad sådan en kapitalistisk krise indebærer. De finansielle markeders historiske bull runs [betegnelse for et hurtigt stigende aktiemarked, red.] i 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne – med deres skelsættende overførsel af indkomst og rigdom til den rigeste 1 % af befolkningen – har bortledt opmærksomheden fra den faktiske langtidssvækkelse af de avancerede kapitalistiske økonomier. Den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan er efter praktisk talt alle standardindikatorer – væksten i output, investeringer, beskæftigelse og lønninger – blevet forringet årti for årti, konjunkturcyklus for konjunkturcyklus, siden 1973.

Årene siden begyndelsen på den nuværende cyklus, som går tilbage til starten af 2001, har været de værste af dem alle. Væksten i USA’s BNP (Bruttonationalprodukt) har været den langsomste i noget sammenligneligt interval siden slutningen af 1940’erne, mens stigningen i nyt maskineri og udstyr og jobskabelse har været henholdsvis 1/3 og 2/3 under efterkrigstidens gennemsnit. Realtimelønningerne for arbejdere i produktionen eller uden ledelsesmæssige funktioner, omkring 80 % af arbejdsstyrken, har stort ikke rokket sig ud af stedet og hensygner omkring deres 1979-niveau.

Heller ikke den økonomiske ekspansion i hverken Vesteuropa eller Japan har været signifikant stærkere. Den aftagende økonomiske dynamik i den kapitalistiske verden udspringer af et større fald i profitabiliteten, som primært skyldes en kronisk tendens til overkapacitet i verdens fremstillingssektor, der går tilbage til slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. I år 2000 havde profitraten i den private økonomi i USA, Japan og Tyskland ikke fået noget comeback og steg ikke højere i 1990’ernes cyklus end i 1970’ernes.

Med lavere profitabilitet havde firmaerne mindre profitter at tilføje deres maskineri og udstyr samt mindre incitament til at ekspandere. Det vedvarende fald i profitabiliteten siden 1970’erne førte til en stadig formindskelse af investeringernes andel af BNP i de avancerede kapitalistiske økonomier, samt trinvise reduktioner af væksten i output, produktionsmidler og beskæftigelse.

Det lange fald i kapitalakkumulationens tempo og virksomhedernes undertrykkelse af lønningerne for at genoprette forrentningen har sammen med regeringernes beskæring af sociale udgifter for at opretholde kapitalistiske profitter resulteret i en sænkning af væksten i investeringer, forbrugernes og den offentlige efterspørgsel og følgelig i efterspørgslens vækst som helhed. Svagheden i den samlede efterspørgsel, i sidste ende konsekvensen af den reducerede profitabilitet, har længe udgjort den væsentligste hindring for vækst i de avancerede kapitalistiske økonomier.

For at modvirke den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har regeringerne, med USA i spidsen, haft svært ved at se anden mulighed end at stifte gæld i stadig større mængder, gennem stadig mere forskelligartede og barokke kanaler, for at holde økonomien i svingninger. Oprindelig, i 1970’erne og 1980’erne, var staterne nødsaget til at pådrage sig stadig større offentlige underskud for at opretholde væksten. Men selvom disse underskud sikrede en relativt stabil økonomi, gjorde de den også mere og mere stillestående: Med den tids sprogbrug fik regeringerne mindre og mindre smæk for skillingen, mindre vækst i BNP for en hvilken som helst stigning i låntagningen.

Fra budgetnedskæringer til bubblenomics

I starten af 1990’erne forsøgte regeringerne, både i USA og Europa, der bevægede sig til højre og fulgte neoliberal tænkning (privatisering og beskæring af sociale programmer), med Bill Clinton, Robert Rubin og Alan Greenspan [tidligere ledere af den amerikanske forbundsbank, red.] i spidsen at overvinde stagnationen ved at prøve at gå over til balancerede budgetter. Men selvom denne kendsgerning ikke fylder meget i de fleste skildringer af perioden, gav denne dramatiske kursændring et voldsomt bagslag.

Da profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet førte de underskudsreduktioner, som fulgte af balancerede budgetter, til et enormt slag mod den samlede efterspørgsel, hvilket medførte at både Europa og Japan i første halvdel af 1990’erne oplevede ødelæggende recessioner, de værste i efterkrigstiden, og at den amerikanske økonomi oplevede det såkaldte jobløse opsving. Siden midten af 1990’erne har USA som følge deraf måtte gribe til kraftigere og mere risikable former for stimulanter for at modvirke tendensen til stagnation. Man har især erstattet den traditionelle keynesianismes offentlige underskud med private underskud og asset [aktiver, red.] inflation i det, der kan kaldes asset price keynesianisme, eller bare bubblenomics.

Under 1990’ernes store boble på aktiemarkedet oplevede virksomhederne og de velhavende husstande at deres rigdom på papiret blev voldsomt forøget. De blev derfor i stand til at indlade sig på en rekordhøj stigning i låntagningen, og på basis deraf, at opretholde en kraftig udvidelse af investeringerne og forbruget. Det boom, der var forbundet med den såkaldte Ny Økonomi, var det direkte udtryk for den historiske aktiepris-boble i årene 1995-2000. Men eftersom aktiepriserne steg til trods for faldende profitrater og eftersom nyinvesteringerne forværrede den industrielle overkapacitet, fulgte hurtigt derefter børskrakket og recessionen 2000-2001, som trykkede profitabiliteten i den ikke-finansielle sektor ned til det laveste niveau siden 1980.

Greenspan og den amerikanske forbundsband lod sig ikke afskrække og modvirkede, støttet af andre større nationalbanker, den nye cykliske nedgang med endnu en runde af asset price inflation, og dette har i bund og grund bragt os hvor vi er i dag. Ved at sænke rentefoden for kortvarige lån til nul i tre år banede de vej for en eksplosion i husstandenes låntagning uden historisk fortilfælde, der bidrog til og fik næring af at huspriserne og husstandenes rigdom røg i vejret.

I følge The Economist var den globale boligboble mellem 2000 og 2005 den største nogensinde, større end selv den i 1929. Den muliggjorde en vedvarende stigning i husstandenes forbrug og ejendomsinvesteringer, som tilsammen drev ekspansionen fremad. Personligt forbrug plus boligbygning stod i de første fem år af den nuværende konjunkturcyklus for 90-100 % af væksten i det amerikanske BNP. I løbet af det samme interval stod boligsektoren, i følge Moody’s Economy.com, alene for at øge væksten i BNP med næsten 50 % mere end den ellers ville have været – 2,3 % i stedet for 1,6 %.

På denne måde lykkedes det for en rekordhøj gæld hos husstandene, sammen med G.W. Bush’s Reagan-agtige budgetunderskud, at tilsløre præcis hvor svagt det underliggende økonomiske opsving faktisk var. Stigningen i gældsunderstøttet forbrugerefterspørgsel, samt den superbillige kredit i almindelighed, genoplivede ikke bare den amerikanske økonomi, men drev også – især ved at føre til en ny importbølge og den rekordhøje stigning i underskuddet på betalingsbalancens løbende poster (balancen mellem afbetaling og handel) – hvad der har forekommet at være en imponerende global økonomisk ekspansion fremad.

Brutal offensiv fra virksomhederne

Men hvis forbrugerne gjorde deres del, kan det samme ikke siges om det private erhvervsliv, på trods af den rekordstore økonomiske stimulans. Greenspan og forbundsbanken havde pustet boligboblen op for at give virksomhederne tid til at afsætte deres overskydende kapital og at genoptage investeringerne. Men i stedet indledte virksomhederne, der fokuserede på at genoprette deres profitrater, en brutal offensiv mod arbejderne. Virksomhederne hævede produktivitetsvæksten, ikke så meget ved at øge investeringerne i avanceret maskineri og udstyr som ved radikale beskæringer af arbejdspladser og ved at tvinge de tilbageværende ansatte til at øge tempoet. Ved at holde lønningerne nede mens de pressede mere output pr. person ud, tilegnede de sig i form af profit en historisk stor andel af den stigning, der skete i det ikke-finansielle BNP.

De ikke-finansielle virksomheder har under denne ekspansion hævet deres profitrater betydeligt, men stadig ikke op til det i forvejen lavere niveau i 1990’erne. Desuden har der i lyset af i hvor høj grad profitratens stigning blev opnået ved blot at hæve udbytningsgraden – ved at få arbejderne til at arbejde mere og betale dem mindre pr. time – været grund til at tvivle på hvor længe det kunne fortsætte. Men frem for alt har det amerikanske erhvervsliv, ved at øge profitabiliteten ved at holde jobskabelse, investeringer og lønninger nede, holdt væksten i den samlede efterspørgsel nede og dermed undergravet deres eget incitament til at ekspandere.

Samtidig har firmaerne, i stedet for at øge investeringerne, produktiviteten og beskæftigelse for at øge profitterne, forsøgt at udnytte de ultra-lave låneomkostninger til at forbedre deres egen og deres aktionærers position ved hjælp af finansiel manipulation – ved at afbetale deres gæld, udbetale dividender og opkøb af egne aktier for at drive deres værdi op, især i form af en enorm bølge af fusioner og virksomhedsopkøb. I USA er både dividenders og tilbagekøb af aktiers andel af overskudshenlæggelsen eksploderet til det højeste niveau i efterkrigstiden. Det samme er sket over hele verdensøkonomien – i Europa, Japan og Korea.

Boblerne brister

Sagens kerne er at vi siden år 2000 har været vidne til den langsomste vækst i realøkonomien i USA og resten af den avancerede kapitalistiske verden siden 2. verdenskrig og den største udvidelse af den finansielle økonomi eller papirøkonomien i amerikansk historie. Man behøver ikke en marxist til at fortælle, at det ikke kan fortsætte.

Ligesom 1990’ernes boble på aktiemarkedet til sidst bristede, styrtede boligboblen selvfølgelig til sidst sammen. Som følge deraf kører den film med en ekspansion drevet af boligsektoren, som vi så under det cykliske opsving, nu baglæns. I dag er huspriserne allerede faldet med 5 % i forhold til deres højdepunkt i 2005, men dette er kun begyndelsen. Moody’s vurderer at når boligboblen er faldet helt sammen i starten af 2009, vil huspriserne nominelt være faldet med 20 % - og endnu mere i realpriser – klart det største fald i amerikansk efterkrigshistorie.

Ligesom den positive velstandseffekt af boligboblen drev økonomien fremad, driver den negative effekt af boligkrakket den tilbage. Når værdien af deres boliger falder, kan husstandene ikke længere betragte deres huse som kontantautomater, husstandes lån bryder sammen, og følgelig bliver husstandene nødt til at forbruge mindre.

Den underliggende fare er at de amerikanske husstande, der ikke længere kan lave en såkaldt opsparing gennem deres stigende boligværdier, pludselig vil begynde en reel opsparing, og hæve niveauet af den personlige opsparing, som nu er historisk lav, og trække forbruget ned. Firmaerne, der forstod hvordan enden på boligboblen ville påvirke forbrugernes købekraft, skar ned på nyansættelserne, hvilket førte til at beskæftigelsesvæksten faldt betydeligt fra starten af 2007.

Takket være den voksende boligkrise og beskæftigelsens lavere tempo var den reale pengestrøm ind i husstandene, som var steget med omkring 4,4 % i 2005 og 2006, allerede i anden kvartal af 2007 faldet til næsten nul. Med andre ord, hvis man lægger husstandenes reale disponible indkomst sammen med hævningen af deres friværdi, plus deres forbrugerkreditlån plus kapitalgevinstrealisationer, kommer man frem til at de penge, som husstandene faktisk havde at bruge, var holdt op med at vokse. Længe før den finansielle krise brød ud sidste sommer sang ekspansionen på sidste vers.

Det der gør nedturen så uhyre kompliceret og gør den så utrolig farlig er selvfølgelig subprime-sammenbruddet, som opstod som en direkte forlængelse af boligboblen. De mekanismer, som forbinder skrupelløs pantebelåning i titanisk målestok, massive boligtvangsauktioner, sammenbruddet for et værdipapirmarked som blev holdt oppe af subprime-lån [en særlig risikabel type lån til husstande med dårlig økonomi, red.] med krisen for de store banker, som direkte besad store mængder af disse værdipapirer, kræver en særskilt diskussion.

Man kan ganske enkelt konkluderende sige at økonomien, fordi bankernes tab er så alvorlige, allerede enorme, og sandsynligvis vil vokse sig meget større mens nedturen forværres, står med udsigten til en udtømning af kreditmulighederne i selv samme øjeblik som den glider ind i en recession, hvilket er uden fortilfælde i efterkrigstiden – og at regeringerne for at forhindre dette resultat står med et problem af et omfang uden sidestykke.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Economics of Global Turbulence og The Boom and the Bubble. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 132 (January/February 2008).